søndag den 6. december 2015

Et Juleeventyr | Adventskalender 2015 #2

En adventskalender, en chose-you-own-adventure julehistorie om nisser, frostkrystalprinsesser, troldvæsner, nordlysfeer, menneskebørn og sneengle. Julemagi, trylleri, venskab, mod, isblomster, strålende aurora borealis, uhyggelige bjerghuler, snefald og barnelatter.

Læs første del her.

Er Knirke rejst nordpå mod de farvestrålende og lidt uhyggelige nordlysfeers rige? Eller er han begyndt at vandre langt, langt mod syd, for at finde de mystiske og næsten usynlige sneengles egne?
Find ud af det nu.

Og så vil jeg gerne sige tak, til alle der er kommet med input og kommentarer ind til videre. Jeg håber, I har lyst til at fortsætte legen i de næste par uger også. I skal vide, at jeg er er virkelig glad for, at I vil være med.


Alene i mørket begynder Knirke at tænke, at det måske alligevel var dumt bare at fare ud af Julemandens gård uden nogen plan. Til sidst beslutter han sig dog for, at det nok er bedst at starte med at drage til nordlysfeernes rige. Det umiskendelige farvespil fra nordlyset var at se mange af de nætter, han mødte Pruina i skovbrynet, måske har de set noget. Det er i hvert fald det håb, Knirke klynger sig til, imens han rejser sig fra sneen og begiver sig i den retning, han mener, må være nord på. To gange ser Knirke solen stå op og gå ned, mens han aser og maser sig igennem sneen. Blæsten er det værste.

Der er ikke meget andet at gå efter end nordlyset selv. Det strålende Aurora Borealis, som er nordlysfeernes hjem. Men et hvert skridt der bringer ham nærmere, gør ham også mere forsigtig. Det er ikke meget, man kender til nordlysfeerne hjemme på Julemandens gård. Julemanden gør selvfølgelig, han kender til alt og alle, på Nordpolen og rundt om i verden. Men ikke nisserne. Og slet ikke Knirke, der egentlig aldrig før har haft lyst til at forlade Julemandens gård. Det eneste han ved, er at de bor oppe i luften, i selve nordlyset. Og at de meget sjældent kommer ned på jorden. Men på den anden side, så vidste han heller ikke ret meget om frostkrystalfolket før han mødte Pruina.

Sneen bliver dybere og dybere, så det bliver sværere og sværere for den lave Knirke at komme fremad. Men selvom det er koldt og besværligt og hans hoved er fuld af tanker om en skål varm risengrød og et glas koldt nisseøl, så vil han ikke vende om. Men hvor længe mon han har? De har nok allerede opdaget, at han ikke er på arbejde. Men måske vil sedlen på hans dør holde dem hen et par dage endnu. ’Er meget syg. Kom ikke ind.’ Skrev han. Men det vil ikke kunne narre Julemanden. Knirke håber, at det vil tage et par dage før de andre nisser fortæller det til Julemanden. Men uanset hvad, må han nok sørge for, at være tilbage inden jul. Ellers kan han godt sige farvel og god jul til sit job som gavenisse.

Tanken om at skulle ned til menneskene og bo og arbejde, er alligevel nok til at få Knirke til at stoppe op i et øjeblik. Tænk sig, han havde engang hørt at hos menneskene, troede de ikke engang på nisser mere. Ja ikke engang på Julemanden! Og der ville han ende, hvis ikke han kom hjem før jul. Med Pruina. Måske ville han ikke engang kunne få noget risengrød hos menneskene?

Knirke tvinger sig selv til at gå videre. Nu er han på vej, og måske har Pruina, hans bedste ven og legekammerat meget brug for hjælp.

Det bliver lysere omkring ham. Det er morgen, han har gået hele natten uden at vide, om han er på vej det rigtige sted. I den rigtige retning. Knirke er faktisk ikke særlig god til at finde vej, og nu hvor det er blevet morgen, begynder nordlyset at falme.
                             ”Den vej, den vej, den vej,” bliver han ved mig at sige til sig selv og trasker videre igennem snedriverne, der ligger tykke og uberørte. Nordlysfeerne kommer virkelig ikke ned på jorden, tænker han og ser på den hvide sne.

Et stykke derfra er der noget, der fanger hans opmærksomhed. I stedet for at gå i den samme retning, han hele tiden har gjort, drejer han derfor en smule til den ene side og skynder sig så godt han kan hen mod hvad det end kan være.
                             ”Fodspor!” udbryder han, dels i begejstring, dels i frygt. Hvad nu, hvis det er en nordlysfe? Hvis nu, det er en, der vil Knirke ondt. Han er trods alt ikke inviteret, han går bare her, ind over nordlysfeernes område, en lille ensom nisse. Men fodsporene ligner ikke nogen fra nogen fe. Nu hvor han er kommet helt tæt på, kan Knirke tydeligt se, at de er alt for store. Sneen ligger hulter til bulter i bunker, nogle steder er de skrabet til siden og andre steder har ejeren af fodsporene bare sat sin fod ned i en kæmpe drive og efterladt sig et fodspor, der må være mindst syv gange så stort som Knirkes fodspor. En kuldegysning går igennem Knirke. Troldvæsner. Det må være dem.

Uden at tænke begynder Knirke at grave i sneen. Ikke for at finde noget, men for at gemme noget. Sig selv. I løbet af ingen tid får han lavet et lille rundt hul, der er stort nok til at han kan krybe ned i det og det er præcis hvad han gør.

                             ”Fremmede! Vis dig,” runger en stemme oppe fra sneens top. Knirke bliver i sit lille hul og ryster ved lyden af stemmen. Den lyder lidt lige som når Julemanden bliver vred, synes han; mægtig og farlig. Måske er det et troldvæsen, der har set Knirke. Knirke er meget bange og ønsker, at han var fulgt efter udrykningsnisserne i stedet for at tage af sted på egen hånd. Om lidt ville troldvæsnet finde ham og så ville hans mulighed for at redde Pruina være spildt. Julemand, Kristjørn, Tusnelda og de andre nisser ville aldrig finde ud af, hvad der var sket med ham.
                             ”Fremmede!” buldrer stemmen igen. Knirke tager sig sammen og rejser sig op i sit lille hul, han kan kun lige se op over kanten af sneen, men det er nok til at se, at det ikke er et troldvæsen, der har fundet ham. Det er en nordlysfe.

Forsigtigt kravler Knirke op af hullet. Det er hans plan at forklare nordlysfeen, hvorfor han er her og måske høre, om de har set noget. Men så langt når han slet ikke. I det han vender sig mod nordlysfeen, rette denne noget mod Knirke, der ligner et våben og Knirke står helt stille.
                             ”Hvad er du?” spørger nordlysfeen vredt. Men Knirke er alt for optaget af hans udseende til at svare. Nordlysfeer er farverige. Der må være nordlysfeer i hver og en af alle de farver, man ser i nordlyset. Ligesom Pruina og de andre frostkrystalfolk er deres tøj løst og flagrende, men det er ikke hvidt og glimtende. Det er rødt. Og nordlysfeens hud har den samme røde farve. På en og samme tid synes Knirke at nordlysfeen ser meget pæn og julefin ud, med sine røde farver, men også meget uhyggelig, som han står der, truende og stikkende til luften imellem dem med sit våben.
                             ”Hvad er du?” spørger han igen.
                             ”E-en, en nisse,” stammer Knirke bange, ”Jeg er en nisse, fra Julemandens gård. Mit navn er Knirke,” fortæller han. Det lader ikke til at have nogen effekt på nordlysfeen, men nu tør Knirke godt fortsætte.
                             ”Jeg er kommet fordi en af mine venner er blevet bortført at troldvæsner. Og måske har I set noget,” deler han modigt, men tør stadig ikke se nordlysfeen i øjnene. Hvis han havde, ville han have set hvordan nordlysfeens røde ansigt forandredes ved hans ord. Det ligner ikke længere et pæn og næsten menneskeligt ansigt, men derimod noget fra ethvert nissebarns mareridt.
                             ”Vi har intet med troldvæsnerne eller andre af jordens væsner at gøre,” afgør nordlysfeen vredt og blæser et signal på sit horn. Knirke ser op og måber ved synes af flere nordlysfeer, der kommer flyvende imod dem. Blå feer, grønne feer, gule og orange og lilla feer. Turkise og lyserøde, alle nuancer og farver suser imod ham.

                             ”En spion,” erklærer den røde nordlysfe. Knirke ser over på ham med store øjne. Spion? Knirke vil gerne protestere, men synes af de mange nordlysfeer får ham til at tie.
                             ”Den mener at vide, at vi har noget at gøre med troldvæsnernes bortførelse af en af jordens beboere,” fortæller den røde fe en anden, gul fe. Den gule fe ser endnu mere frygtindgydende ud end den røde og han bliver ikke glad for at høre, hvad den røde fe fortæller. Det blik han sender Knirke nagler næsten nissen til sneen.
                             ”For din fornærmelse, spion, skal du …” begynder han.
                             ”Jeg er ikke nogen spion. Jeg er bare en nisse, jeg hedder Knirke og jeg leder efter min ven, som er blevet taget til fange af troldvæsnerne. Det her er deres fodspor og de små der, kunne godt være hendes,” afbryder Knirke og peger på et sted i sneen, han ikke har kunnet tage øjnene fra siden han fik øje på det. Fodsporene er små, meget mindre end de andre og sneen er blevet til is rundt om de små aftryk. Det må være Pruina.
                             ”Fornærmelse! Denne nisse påstår, at vi vil lade troldvæsner tage en fange med hen over vor område!” råber den gule fe. Det giver et sæt i de andre feer, nogle flyver endda væk. Knirke ser sig desperat omkring, men det eneste han kan se i alle retninger er sne. Sne, sne og mere sne. Hvordan skal han kunne undgå nordlysfeernes vrede, når de kan flyve og han ingen steder har at gemme sig?
                             ”Nej, I misforstår!” råber Knirke, ude af sig selv, ”jeg tror ikke, I har givet dem lov til det,” lover han, men der er ingen, der hører hvad han siger. Den røde nordlysfe visker noget til den gule og der bliver nikket. Uden et ord flyver den røde fe væk og næsten alle de andre bliver stående sammen med den gule. Alle deres ansigter har den samme, uhyggelige grimasse som den vrede, gule fe og Knirke føler sig magteløs. Med et lavmælt bump lader han sin lille rygsæk ramme sneen og han sætter sig ned.

                             ”For denne fornærmelse, nissespion, skal du kæmpe mod vores bedste ridder, i nat, når mørket er tykkest og sneen koldest,” erklærer en blå nordlysfe højtidligt og nogen griber fat i Knirkes arme.
                             ”Hvor tager I mig hen?” næsten græder han og sparker vildt med benene, i det de løfter ham fra jorden. Men flyveturen er ikke lang, snart er de ved det sted, hvor nordlysfeerne må holde til om dagen. Et næsten usynligt palads under sneens overflade.

Knirke kommer ikke indenfor. I stedet efterlader de ham udenfor, med hele 23 grønne vagter til at holde øje med ham. Knirke gemmer sit hoved i sine hænder. Hvordan skal han nu kunne redde Puina? Han kan ikke kæmpe mod nogen ridder, han har ikke engang lyst til det. Hvad mener de, når de siger kæmpe? Knirke griner lidt for sig selv ved tanken om at slå med sne mod nordlysfeerne, men holder snart op igen. Det er nok ikke en sneboldkamp, de mener. Hvis bare de troede på, at han var en nisse og at han ikke var med troldvæsnerne. Men nordlysfeerne vil ikke lytte til ham. Der er kun én ting at gøre. Knirke ved, at han er nødt til at flygte. Måske kan han følge de mærkværdige, frosne fodspor hen til hvor Pruina er? Men hvordan skal han kunne flygte, når de holder øje med ham? Knirke ser sig omkring. De fleste af vagterne ser ikke på ham, de sidder bare, i en stor ring omkring det sted, hvor Knirke er landet, og venter. De har alle sammen det samme spydlignende våben som den røde fe og hvis han skal være ærlig, er Knirke lidt bange for, hvad de kan gøre.

Måske er det heller ikke nogen god idé at prøve at flygte, indser han trist. Mindet om hvor hurtigt de mange farvestrålende nordlysfeer kom susende imod ham, får ham til at miste troen på, hvor langt han ville kunne nå på egen hånd.

Men hvis det eneste andet valg var at kæmpe, havde han så noget valg? Modfalden lukkede Knirke sine øjne for at tænke. Han nissehue var våd af sne og klistrede til hans ansigt. Og så havde han mistet sin rygsæk, da de løftede ham op fra jorden. Stille for sig selv tænker han, at det hele ser lidt håbløst ud. Men derude et sted har Pruina måske brug for hjælp. Han bliver nødt til at gøre noget. Men hvad?

Hvad synes du? Skal Knirke
Forsøge at flygte fra nordlysfeerne og følge de frosne fodspor igennem sneen?

eller

Blive og forsøge at kæmpe, hvad det så end måtte indebære, så nordlysfeerne måske vil lytte til hans historie?

1 kommentar:

  1. Rigtig spændende historie... Jeg syntes knirke skal flygte nu og følge de mystiske fodspor... Glæder mig til at læse mere

    SvarSlet

 

Template by BloggerCandy.com