fredag den 18. september 2015

Ignite Me (Shatter Me #3) af Taharah Mafi

Ignite Me (Shatter Me #3) af Tahereh Mafi. Udgivet fra HarperCollins i i 2014.

Hvis der nogensinde var en serie, eller en trilogi, hvor jeg faktisk har foretrukket den sidste bog over de andre, så er det denne her. Ignite Me er uden tvivl min yndlingsbog i denne her serie og i mine øjne en del bedre en de første to.

“I’m not sure. But there’s something about the darkness, the stillness of this hour, I think, that creates a language of its own. There’s a strange kind of freedom in the dark; a terrifying vulnerability we allow ourselves at exactly the wrong moment, tricked by the darkness into thinking it will keep our secrets. We forget that the blackness is not a blanket; we forget that the sun will soon rise. But in the moment, at least, we feel brave enough to say things we’d never say in the light.”

Noget af det, jeg bedst kan lide ved denne her bog, er karaktererne. Jeg elsker, at der kommer nye sider frem af nærmest alle karaktererne og at de alle sammen udvikler sig. Jeg bryder mig lige så lidt - altså overhovedet ikke - om Adam som jeg gjorde efter Unravel Me, men her i Ignite Me tager det en helt ny drejning i takt med at han også gør. Til sidst er han vel næsten tålelig i mine øjne, men jeg kan ikke lade være med at hade ham lidt og igennem hele bogen irriterede han mig grænseløst! Omvendt er jeg imponeret over karakterer som Kenji, der nogle gange i de to foregående bøger er blevet reduceret til "the jokester" og især i denne her bog viser han sig virkelig som værende meget mere end blot det. Mest af alt er jeg imponeret over Juliettes udvikling. Hun er nærmest slet ikke den samme person som i Shatter Me, faktisk er hun i mine øjne en anden pige. Og jeg elsker det. Væk er den klynkende, irriterende pige, der hele tiden nedgør sig selv og som ikke er til at holde ud og i hendes sted er en selvsikker, modig og morsom pige, som kender sit eget værd og ikke lader andre - eller hende selv - nedgøre hende. Jeg elsker Juliette i Ignite Me, virkelig. Måske er det, eller det ved jeg, at det er, en af grundene til, at jeg ikke er specielt imponeret over Adam; i mine øjne kan han kun lide hende, fordi hun er den dørmåtte. Altså, den pige hun var da de var børn og det frustrerer mig helt vildt. Men den nye Juliette? Hun er virkelig et studie i karakterudvikling!

"Warner thinks I'm strong and smart and capable and he actually values my opinion. He makes me feel like his equal--like I can accomplish just as much as he can, and more. And if I do something incredible, he's not even surprised. He expects it. He doesn't treat me like I'm some fragile little girl who needs to be protected all the time.”

Det er svært ikke at holde af Warner, der i Ignite Me får en noget mere helstøbt karakter og en baggrundshistorie, der kan få enhver til at blive mere eller mindre "unhinged". Men det viser sig også, at dette ikke er noget, der bare opstår ud af det blå her i den sidste bog for at mildne Warner. Juliette og Warner vender i deres diskussioner ofte tilbage til hændelser i de første bøger og når man nu får Warners bevvæggrunde og perspektiver, så kaster det et helt andet lys på ham, end det Juliette har givet. Det er ikke kun læseren, der må revidere deres opfattelse af Warner, det må Juliette også. Og jeg kan lige så godt indrømme det, jeg kan faktisk godt lide Warner.

Man skulle tro, at efter at have rost bogens karakterer så meget, hvorfor har jeg så kun givet bogen 4 stjerner. Og det skyldes måske allermest slutningen. Meget af bogen, og serien generelt, bygger op til dette store opgør med Andersen, Warner og Adams far og i mine øjne ender dette opgør og slutningen på serien med at gå alt for hurtigt og det er en smule skuffende. Der er mange ubesvarede spørgsmål efter Ignite Me's slutning, men jeg kan godt forstå, at Tahereh Mafi har valgt at slutte serien der. Kampen mod the Reestablishment og genopbygningen af verden er langt fra ovre, men Juliettes historie og hendes kamp med hende selv, er ovre og afsluttet. Så egentlig er jeg rigtig glad for at have læst denne her bog og have fået slutningen med, selvom der er mange ting, jeg godt gad vide. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er min favorit af de tre. Måske på grund af "åbenbaringer" som denne:

“This isn't about Adam or Warner," I tell him, "This is about me and what I want. This is about me finally understanding where I want to be in ten years. Because I'm going to be alive, Kenji. I will be alive in ten years, and I'm going to be happy. I'm going to be strong. And I don't need anyone to tell me that anymore. I am enough, and I always will be.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com