lørdag den 1. august 2015

“I'm writing a first draft and reminding myself that I'm simply shoveling sand into a box so that later I can build castles.” | Opsamling #11

Little DorritAngelfall (Penryn & the End of Days, #1)The Merchant of Venice

Lidt om juli: juli er sommer. Eller hvad? Der er ikke meget sommer over vejret i disse dage, men det skal jeg ellers lige love for, at der var, da jeg var i London i starten af måneden. Men selvom det ikke er sommervejr, så er det sommerferie og jeg skal ærligt indømme, at jeg er blevet ikke så lidt doven. Men jeg har dog fået nået en hel del alligevel. Som sagt startede jeg juli ud med at tage en uges tid til London og hvilken uge! Vi besøgte mange litterære steder, ikke kun boghandlere, men også steder, der havde med bøger at gøre på andre måder, så som Sherlock Holmes museet, Charles Dickens museet og King's Cross. Der er gået tre uger eller mere siden jeg kom hjem og jeg savner det stadig. Efter jeg kom hjem brugte jeg tre fire feriedage sammen med mine to søstre og efter en tur med hele familien i Djurs Sommerland har min ferie faktisk nærmest kun bestået af hjemlig hygge her i min egen lejlighed. Jeg har brugt meget tid på at redigere mit Moonlight-manuskript og jeg har set en hel del film. Men jeg har faktisk ikke fået læst ret meget. Det regnede jeg nu heller ikke med og jeg har det helt fint med, at jeg kun har færdiglæst 3 bøger i juli måned, for det var skriveriet, der var på programmet. Og det er gået rigtig godt, jeg har stadig massere af energi og jeg glæder mig til at fortsætte med at redigere i august og så har jeg en eller to andre planer for, hvad der skal skrives i løbet af efteråret. Men det kommer jeg til. Juli har været hæsblæsende til at begynde med, men samtidig også vanvittig hyggelig og smaddersjov. Det er rigtig sommerferie.

I juli læste jeg: 3 bøger (!) men så er jeg også gået i gang med to andre, nemlig David Copperfield af Charles Dickens og den store The Complete Sherlock Holmes af Sir Arthur Conan Doyle, som jeg dog godt vidste, at jeg ikke ville nå at læse færdig og det var heller ikke meningen.

I juli købte jeg: 30 bøger. En enkelt efter mine veloverståede eksaminer, hele 25 i London og så røg der også lige 4 nye Dickens romaner hjem på hylden.

Julis positive læseoplevelser: de tre bøger, jeg har læst færdig, har alle tre været nogle bøger, som jeg virkelig godt har kunnet lide. Jeg anmeldte Angelfall af Susan Ee for et par dage siden og det fremgår vist ret tydeligt, at jeg blev meget glad for den bog. Little Dorrit blev bare bedre og bedre jo længere jeg kom og det er nok en af mine yndlings Dickensromaner. Jeg trak The Merchant of Venice af Shakespeare til forrige TBR Thursday uden at vide noget om bogen. Og jeg må indrømme, at den ikke var, hvad jeg troede. Men det gjorde heller ikke noget, for jeg synes faktisk, at den var meget god alligevel. Og så langt som jeg er nået med mit Sherlock Holmet projekt er jeg vild med historierne.

Julis skuffende læseoplevelser: de er ligesom udeblevet, men det er vel hvad man kan forvente, når man ikke får læst ret mange bøger.

Ebøger, lydbøger eller andet format, jeg normalt ikke læser: der har ikke været nogen.

Korteste bog: The Merchant of Venice på 128 sider.

Længste bog: Little Dorrit er på 801 sider og dermed nemt den længste bog, jeg har læst i denne måned.

Sådan går det med min 2015 Goodreads Reading Challenge: 103/150 bøger og stadigvæk hele 17 foran. Jeg har også gjort et pænt fremskridt i mange af mine andre læseudfordringer, som I kan se under "læseudfordringer 2015".

I juli skrev jeg: cirka 33.000 ord, eftersom jeg redigerer i hånden, er det lidt svært at afgøre hvor meget det præcis er blevet til, indtil jeg får skrevet alle ændringerne ind. Jeg ved, at jeg har redigeret de første 54 A4 sider ud af i alt 156, så der er stadig omkring 65.000 ord igen.

Planer for august: mine planer for august er simple: jeg skal redigere resten af Moonlight og så ville jeg også gerne begynde at gøre mig nogle overvejelser om, hvad der skal skrives til NaNoWriMo. Det er meget tidligt, men det er fordi jeg ikke rigtig ved, hvilken idé, jeg vil arbejde med og jeg vil hellere gå i gang med at overveje det lidt for tidligt end lidt for sent. På læsefronten håber jeg på at blive færdig med David Copperfield og egentlig helst også en Dickensroman mere. Og så vil jeg gerne nå lidt længere med mit Sherlock Holmes projekt, men jeg behøver ingenlunde læse hele bogen færdig inden september. Bare jeg når det inden nytår, det er i hvert tilfælde målet. Jeg regner med at bryde de lange redigeringstimer op ved at læse nogle digte, jeg har efterhånden fået samlet en pæn lille stak digtsamlinger, som jeg gerne vil i gang med at læse. Ellers er det bare min plan at skrive noget mere, læse lidt mere og nyde sommeren og forhåbentligt solskinnet.

Citat: Shannon Hale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com