tirsdag den 9. juni 2015

Top Ten Tuesday #21

Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg fra The Broke and the Bookish. Jeg gennemgik deres arkiver, noterede de emner, jeg fandt interessante og trækker hver uge et nyt fra et glas. Og i dag er emnet Top Ten Underrated Books. Jeg ved ikke, hvordan man vurderer, om en bog er undervurderet eller ej, så jeg går ud fra de bøger, jeg ikke synes, at jeg ser nok til i blog-verdenen og på BookTube. Men jeg synes stadigvæk, at det er lidt svært, for det er gået op for mig efterhånden som jeg skrev denne liste, at jeg læser mange, og måske mest, populære værker. Men der er måske noget om det alligevel, for jeg sad og kiggende nogen af de andre deltageres lister igennem og der var flere af dem, hvor jeg ikke havde hørt om en eneste af de ti bøger.

#1 Sagaen om Iskfolket serien af Margit Sandemo. Jeg taler om den her serie hele tiden, også her på bloggen, hvor jeg endda har skrevet et helt indlæg om den her. Men det er kun fordi, jeg elsker den serie så inderligt og det ærgrer mig, at jeg ikke ser noget til den nogen steder. Jeg vil så gerne dele min kærlighed til denne serie og min beundring for Sandemo med andre.

#2 Inkworld trilogien af Cornelia Funke, bestående af Inkheart, Inkspell og Inkdeath. Det er ikke så lang tid siden, at jeg læste serien færdig og lige da jeg havde vendt den sidste side, slog det mig, at jeg ikke rigtig havde nogen at dele min oplevelse af den med. Og det er en serie, der emmer af kærlighed til ord og bøger og det at læse, samtidig med at den er både sjov og underholdende, aktionpræget og eftertænksom. Jeg ser alt for lidt til denne serie rundt omkring, men jeg ser trods alt mere til den end Sagaen om Isfolket.

#3 Wolves of Mery Falls trilogien af Maggie Stiefvater, bestående af Shiver, Linger og Forever. Jeg har læst næsten alle Stiefvaters bøger efterhånden, og selvom Wolves of Mercy Falls serien ikke er min yndlingsserie af hende (den må vige pladsen til fordel for kvartetten The Raven Cycle), så synes jeg ofte, at serien får unødvendigt mange slag med på vejen, hvis den da ikke bliver overset helt.

#4 The Lorien Legacies serien af Pittacus Love, ind til videre bestående af I Am Number Four, The Power of Six, The Rise of Nine, The Fall of Five og The Revenge of Seven. Jeg synes, at den her serie bliver bedre og bedre, jo længere man kommer ind i den. Men jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der giver op efter bog et, for jeg bryder mig allermindst om hovedpersonen i netop bog et, Four. Alligevel synes jeg, at det er ærgerligt, at der ikke er flere, der har læst serien.

#5 Ancient Blades trilogien af David Chandler, bestående af Den of Thieves, A Thief in the Night og Honour Among Thieves. Jeg har selv kun læst de første to bøger ind til videre, men jeg agter at læse den sidste så snart, det er muligt. Og det er en serie, jeg ikke har set nogen andre steder.

#6 Paper Towns af John Green. Jeg synes, desværre, at denne bog lader til at drukne i hypen omkring især The Fault in Our Stars og Looking for Alaska. Jeg har faktisk ikke læst de to sidstnævnte endnu, netop fordi de er så hypede, at jeg er bange for, at jeg vil blive skuffet, så jeg venter lidt endnu. Til gengæld forstår jeg ikke, hvorfor der ikke er flere, der taler om Paper Towns, som helt klart må være min yndlings John Green bog, ind til videre i hvert fald. Der er dog begyndt at lyde mere om den, efter at den er blevet filmatiseret og det er da også en film, jeg skal ind og se. Jeg elskede Paper Towns for dens vidunderlige "quirky" og nørdede karakterer og dens ret dybe mening under overfladen, og jeg vil ønske, at alle andre også kom til at elske den.

#7 Cirklen af Mats Strandberg og Sara Elfgren. Det er den første bog i trilogi, men jeg har ikke læst resten af serien endnu. Selvom det ikke er en af de bedste bøger, jeg har læst, så synes jeg alligevel, at den får alt for lidt opmærksomhed.

#8 Candyfloss magi og Rose Rouge af Karen McCombie. Det er er en bog, jeg har haft i mange, mange år. Den stammer fra et bogklubsmedlemsskab mens jeg stadig gik i folkeskole (!), men jeg kan ikke lave den her liste uden den bog. Det er en sød, men også hjerteskærende fortælling om gamle venskaber, der går i stykker og nye venskaber, der bliver sat på prøve, mobning, teenage forelskelser og lyserød magi. Selvom det er en bog, jeg har læst rigtig mange gange, så rører den mig lige dybt hver gang - og jeg læser den stadig en gang i mellem.

#9 A Series of Unfortuante Events serien af Lemony Snicket. Det er endnu en stak bøger fra mine tidlige teenageår, men jeg ville ønske, at jeg havde læst dem som barn også. Det er faktisk en ret populær serie, men det er ikke meget, jeg har set til den omkring i bog-universet, hverken på YouTube eller blogs. Jeg kan dog kun tale med om den første halvdel af serien, for jeg har faktisk aldrig læst bog 8 - 13.

#10 Blood Red, Snow White af Marcus Sedgwick. En på en gang virkelig stærk og virkelig skrøbelig fortælling, som jeg stadig ikke føler, jeg rigtig kan beskrive. En bog, alle burde læse.

Det tog lidt tid og flere gennemgange af de bøger, jeg har læst, men jeg har rent faktisk fundet frem til ti. Hvilke bøger synes I ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener?

2 kommentarer:

  1. Jeg ELSKER Lemony Snicket-bøgerne. De er bare aldrig rigtig slået igennem i Danmark ... Men åh, hvor er de fine og quirky.

    Og så har jeg i øvrigt lige bestilt 'Inkheart' hjem. Det bliver spændende :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det rart at høre! :) Nej, det kan jeg godt se, det er nok derfor, at de stoppede med at oversætte dem til dansk efter bog 7 (Det er nemlig de danske oversættelser, jeg har). Det er lige hvad de er, det er så meget anderledes end mange andre bøger i den genre.

      Den er rigtig god, båden bogen og hele serien som sådan, så den synes jeg, du skal glæde dig til at læse :)

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com