mandag den 6. april 2015

The Red Pyramid (The Kane Chronicles #1) af Rick Riordan

The Red Pyramid (Kane Chronicles #1) af Rick Riordan. Udgivet af Disney-Hyperion i 2011, originalt udgivet i 2010.


Jeg har længe glædet mig til at gå igang med Riordans serie baseret på egyptisk mytologi. Og jeg blev ikke skuffet. Faktisk følte jeg ret meget, at jeg virkelig blev revet med af historien og karakterenes udvikling. Godt nok har jeg kun læst den første bog i serien, men den har været med til endnu en gang at fastslå, at Riordan er en af mine yndlingsforfattere.


De to hovedpersoner i serien er søskendeparret Carter or Sadie, som er mere eller mindre fremmede da historien begynder. Og de misunder begge to den andens opvækst, hvor jeg langt hen af vejen ikke kan lade være med at holde med Carter, selvom jeg også synes, at Sadie har gode grunde til at opfatte alting sådan som hun gør. Det var let for mig, at spore mig ind på de to børns tankegang og der gik ikke ret lang tid, før jeg også begyndte at håbe på, at det ville lykkedes dem at befri deres far. Der er mange ligheder mellem serien om Percy Jackson og så denne her serie, det er i hvert fald for mig rigtig let at genkende Riordans skrivestil. Men det er for mig ikke en negativ ting, eftersom end af de ting jeg rigtig godt kan lide ved begge serier lige præcis er måden de er skrevet på. Der er meget af den samme humor og fortællestil i begge serier. 

“It takes strength and courage to admit the truth.”
En af de ting, jeg virkelig ikke kunne lade være med at bide mærke i, når det kommer til de to hovedpersoner er hele debatten, eller problemet eller temaet, om hudfarve. Carter tager efter deres far, og de er begge mørke i huden, hvor Sadie tager efter deres mor, som var lys i huden. Både Carter og Sadie bemærker, hvordan det resulterer i at folk stirrer på den lille familie, når de endelig er samlet, og for Sadies vedkommende bliver hun ovenikøbet stillet i den situation, at en politimand spørger hende om hun "regner dem for sin rigtige familie", formodentlig fordi han tror, at de ikke er biologisk i familie. For Carter har det betydet at han, igennem hlee hans opvækst, har skulle opføre, tænke og klæde sig som en "ordentlig og anstændig" dreng og ung mand, fordi, som hans far siger, når først han bliver lidt ældre, så vil folk begnyde at se mistænksomt på ham. Det var utroligt tankevækkende og jeg ved godt, at det ikke er det bogen skal handle om, men jeg synes det er lidt ærgerligt, at det ikke bliver taget mere op.
“Fair means everyone gets what they need. And the only way to get what you need is to make it happen yourself.”
Bogen var underholdende, den var actionfyldt og spændende og jeg kunne rigtig godt lide den. Når jeg ender med at give den 4 stjerner, så er det fordi at jeg, som én der ikke ved noget om egyptisk mytologi, flere gange gik hen og syntes at al mytologien og dens væsener gik hen og blev for forvirrende at holde styr på.  Men det var spændende og lige som med de to serier om Percy Jackson og alle de andre, så synes jeg, at Riordan behandler og formidler mytologien på en velfungerende måde, han formår at bringe en ældgammel mytologi over i den moderne verden uden at gå på kompromis med reglerne og begræsningerne for mytologien. Det er det, jeg rigtig godt kan lide ved hans værker. (Selvom det jo er fiktion, og man ikke skal regne med at den måde en mytologi bliver fremstillet på er den 10 % rigtige).

Jeg var især vild med den lille, men i mine øjne ret tydelige hentydning til PJO-universet i starten af bogen. Nu glæder jeg mig bare til at læse resten af serien.


Har I læst The Red Pyramid og fandt i den mest spændende, forvirrende eller måske endda skuffende?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com