tirsdag den 24. marts 2015

Bag Portene (Lysets rige #1) af Margit Sandemo

Bag Portene (Lysets rige #1) af Margit Sandemo. Udgivet fra Forlaget JENTAS i 2014, originalt udgivet i 1995. Læst på dansk, originalsproget er norsk.


Lysets Rige er Margit Sandemos sidste serie i en række på tre, som tager sit udgangspunkt i Sagaen om Isfolket og Norge i 1500-tallet og efterfølges af Hekstemesteren på Island i 1700-tallet (så vidt jeg lige husker) og slutter med Lysets Rige, som starter direkte efter Heksemesterens afslutning. Jeg vidste ikke, om jeg skulle invistere i Margit Sandemos serie Lysets Rige, fordi jeg stadig ikke har alle bøgerne i hendes serie Sagaen om Isfolket. Men jeg besluttede mig for at købe den første bog og jeg har glædet mig til at dykke ned i en anden serie ar hende, eftersom Sagaen om Isfolket stadig er en af mine yndlingsserier. Men den første bog Bag Portene var en blandet oplevelse.


Som sagt har jeg læst og elsket Sagaen om Isfolket og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville læse hendes andre serier også. Lysets Rige viste sig dog at foregå efter hendes anden serie Heksemesteren, og den har jeg ikke læst en eneste bog af endnu. Det betød at jeg ikke havde nogen idé om, hvad der havde ført karakterene til der, hvor de befandt sig og jeg var relativt langt inde i bogen, før jeg rigtig følte, at jeg kendte dem og før jeg var interesseret i hvad der ville ske med dem. Jeg tror sådan set, at det er det største, og måske eneste, problem med min læsning af Bag Portene. Jeg burde have læst de 15 bøger i serien om Heksemesteren først, for bedre at kunne forstå Lysets Rige.

Men det har de taget højde for i bogen. De gennemgår ganske kort de to foregående serier på en ti-femten sider (hvilket virkelig er meget kort, eftersom de to foregående serier er på henholdvis 47 og 15 bøger!), før handlingen i Bag Portene rigtig går igang. Det var meget rart.

Lige som Sagaen om Isfolket handler Lysets Rige om kærlighed og familie, om det overnaturlige og overto og om magi og fantastiske kræfter. Karakterene er som sagt nogle helt andre, for for mig nogle helt nye, men Sandemo er som altid rigtig god til at holde styr på et stort karaktergalleri og beskrive hver karakter nok til, at man kan genkende dem igennem bogen. Og Bag Portene lægger op til endnu en spændende serie med et medrivende plot og elskelige (eller hadelige?) karakterer. Men for nu lægger jeg Lysets Rige på hylden, indtil jeg har fået læst Heksemesteren. Eftersom det er den rækkefølge serierne skal læses i, synes jeg det er bedst, at jeg får det gjort. Derfor tror jeg også, at mit bedømmelse måske ændrer sig.


Kender I noget til Margit Sandemos store forfatterskab? Kender I andre, der har skrevet serier af serier? Den eneste anden, jeg kan komme i tanke om er Rick Riordans Percy Jackson & the Olympians serien, som efterfølges af Heroes of Olympus serien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com