tirsdag den 27. januar 2015

Top Ten Tuesday #3


På nuværende tidspunkt sidder jeg nok til eksamen, da dette indlæg er planlagt lidt i forvejen. Det er nemlig tid til endnu en top ti. Som altid er emnet fra The Broke and the Bookish. I denne uge er emnet Top Ten Words/Topics that Instantly Will Make Me Buy/Read a Book. Det kan kun blive godt, jeg har i grunden aldrig rigtig tænkt over, hvad det er, som får mig til at købe en bog. Listen er ikke i prioriteret rækkefølge.

1. Dystopi. Jeg kan ikke undsige mig for at være vild med en god dystopisk fortælling. Men en god en, en hvor samfundets forfald og grundene dertil giver mening og i særdeleshed hvor det dystopiske samfund også giver mening, både grundene til dets opståen og dets mulige fald. Der er bonus point hvis hele det dystopiske samfunds opståen kan spores tilbage til et problem vi har i vores tid. Det får altid en til at tænke over fremtiden.

2. Mytologi. Lige siden jeg læste den første bog om Percy Jackson har bøger baseret på mytologi haft en særlig plads i mit hjerte - og på min boghylde. Det er alt fra bøger, hvori der optræder forskellige mytologiske figurer eller væsener til bøger hvor handlingen udspiller sig i et mytologisk univers eller hvor mytologien er "hevet" over i den moderne verden. Og det er ikke kun græsk mytologi, men også nordisk mytologi - jeg er ualmindeligt spændt på at få fingrene i Rick Riordans nye serie om nordisk mytologi! - egyptisk mytologi og så videre.

3. Magi. Om det er hekse og troldmænd eller druider eller noget helt trejde, så er jeg ret glad for bøger hvor hovedpersonen, og andre, kan lidt mere end det almindelige menneske.

4. Fariytale retellings. Genfortællinger af eventyr kan gå begge veje, der skal helst, i mine øjne, være noget som gør dem unikke, noget som gør at det ikke er fuldstændig den samme historie.

5. London. Bøger sat i London, om det så er i vores tid eller for flere hundrede år siden, det er lige meget.

6. Historisk/tidsrejse. Jeg elsker historisk fiktion, om det så handler om virkelig personer eller ej. Det fungerer for mig hvad enten det er en nutidig person, som rejser tilbage i tiden eller en historie sat udelukkende i svundne tider.

7. Kostskoler. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men der er et eller andet over en bog, hvor hovedpersonen(erne) går på kostskole. Men denne fascination er helt klart startet med Harry Potter og et uendeligt ønske om at gå på Hogwarts.

8. Venskaber. Jeg har intet imod kærlighedshistorier, men jeg kan slet ikke stå for bøger, hvor venskabet også er i fokus. Og i mange forskellige former: bedste venner, uventede venner, barndomsvenner, nye venner og så videre.

9. Navnet. Bøger skrevet af en af mine yndlingsforfattere: J. R. R. Tolkien, Sandemo, Dickens, Shakespeare, Riordan og der er sikkert flere.

10. Andre verdener. Det inkluderer både high fantasy - det defineres som fantasy, sat i en helt anden verden, eksklusiv til denne historie/bog/serie, som Middle-Earth i the Lord of the Rings eller Alagaësia i the Inheritance Cycle - og fantasy, hvor den anden verden er parrallel med vores - som den magiske verden i Harry Potter eller de mytologiske "steder" i Percy Jackson.

Der er nok flere, for disse ti er langt fra det eneste, som får mig til at ville købe eller læse en bog.
Hvad med jer? Er der noget tema eller ord som øjeblikkeligt fanger jeres interesse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com