torsdag den 16. august 2018

Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery

 
Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery. Oversat af Gitte Nordbo. Udgivet af Høst & Søn i 2016, først udgivet i 1908 med titlen Anne of Green Gables. Læst på dansk, originalsproget er canadisk. 352 sider.

Anne drømmer inderligt om at høre til. Så indsatsen er høj, da det gamle søskendepar fra Grønnebakken adopterer hende. Marilla og Matthew har egentlig brug for en dreng, der kan hjælpe til på gården, men det er Anne, der står på stationen. Rødhårede, ukuelige Anne, som er svær at komme udenom. Hun har fuld fart på, taler uafbrudt, drømmer og glemmer alt omkring sig. Ikke lige den hjælp, søskendeparret på Grønnebakken havde tænkt sig. Men Anne får hurtigt vendt op og ned på gårdens stille liv, og snart har Matthew og Marilla faktisk svært ved at forestille sig Grønnebakken uden Anne.
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg først hørte om Anne Shirley, bedre kendt som Anne fra Grønnebakken, men jeg kan godt sige, hvornår jeg endelig stiftede bekendtskab med hendes historie. Det er nemlig første gang, at jeg har læst bogen. Og hvilken en læseoplevelse det var. Der var en ting, der slog mig, da jeg læste bogen og det er hvor anderledes den var end jeg egentlig troede.

En stor del af bogen går ret hurtigt, hvilket kom bag på mig. Den foregår over en meget længere periode end jeg havde regnet med og det betød at der er virkelig, virkelig meget årenes løb, som ikke bliver fortalt noget om. Det passer godt til historien, fordi det nok mest er det mest unødvendige, der bliver sprunget over og man kan uden tvivl mærke at L. M. Montgomery ved hvad hun gør. Historien fortælles i et tilpas tempo til, at man kan lægge bogen fra sig og den egner sig virkelig til at læse samen med andre.

Jeg kan virkelig godt lide Anne, selv om hun er meget anderledes end mig. Anne er højlydt, på mere end en måde. Lange afsnit i bogen består af Annes rablende monologer omkring hendes forestillinger og fantasier. Det er dette, der kom bag på mig, jeg havde ventet langt færre monologer, for til tider føles de som om de virkelig stoppede handlingen. Men selv når hun ikke siger noget, en sjælden gang, er hun altid så meget til stede og hendes impulsive handlinger og konsekvenserne af dem fylder virkelig meget. Anne er en skøn hovedperson at følge, hun er impulsiv og fantasifuld til den store guldmedalje, hun er følsom og nu og da ret rørstrømsk, men hun er også forfængelig, naiv og kan være ret selvoptaget som så mange unge kan være. Men selv om det kunne frustrere mig endeløst når hun snakkede side efter side, så endte jeg med at holde ret meget af hende. Af de andre karakterer kan jeg ikke lade være med at tænke på Marilla og Matthew, som tager Anne til sig og ikke mindst Annes mange skoleveninder og Gilbert. Jeg kunne godt lide at de alle sammen føltes ret normale, selv om Anne viser sig at være rigtig god i skolen og sådan, så føltes de som normale børn at læse om.

At læse Anne fra Grønnebakken var en fornøjelse og jeg nød bogen så meget, at jeg bestemt kan sige, at jeg har forelsket mig i Anne og hendes verden. Bogen mindede mig om de mange gange jeg læste bøgerne om Pollyanna, da jeg var yngre og jeg kan ikke lade være med at sammenligne de to. Jeg knuselsker Pollyanna-bøgerne og har gjort i mange år og den første bog om Anne Shirley gav mig virkelig meget af den samme følelse. Annes historie er en tidsløs fortælling, der føltes mere nostalgisk end outdated, og handler om mod og venskab, om at følge sine drømme og så meget mere. Anne fra Grønnebakken var en helt uventet positiv læseoplevelse og jeg er i den grad ramt af Annefeber, så jeg er glad for, at jeg har de to næste bøger også.

onsdag den 15. august 2018

Er du okay, Fie? (Okay #2) af Anika Eibe

 
Er du okay, Fie? (Okay #2) af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2017. 179 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog her: Er du okay, Marie?

Jeg ved godt hvordan folk opfatter mig.
Jeg ved godt de tror de ved alt om mig.
Alene på grund af mit udseende.
Men ved I hvad … det gør de ikke.

Fie har det hele.
Hun er smuk, dygtig i skolen,
og drengene er vilde med hende.
Udadtil er hendes liv fantastisk.
Men ikke alt er så perfekt som det ser ud..

Den anden bog i Anika Eibes Okay-serie handler om Fie, og tager sit udgangspunkt i cutting. Som med den første bog, handler Fies historie om det at være ung og med alle de mange problemer, som man slås med som teenager. Og denne her gang tager Eibe fat i et virkeligt tabu, som jeg personligt er meget glad for endelig får noget plads i ungdomslitteraturen. Så det kan blive italesat, så unge læsere i dag har mulighed for at forstå mere af det, der foregår i og omkring dem. Jeg ville ønske at bøger som denne her havde været tilgængelig i mine egne teenageår.

Efter at have læst den første bog om Marie, havde jeg ret store forventninger til Fies historie. For jeg havde virkelig let ved at identificere mig med Marie og sætte mig ind i de ting, der sker for hende og jeg håbede virkelig på at se noget af det i denne næste bog også. Det kan heller ikke nægtes, at Anika Eibe er en rigtig god forfatter og hun er rigtig god til at tage fat i disse ømtålige emner på en måde, så de ikke taler ned til unge eller er nedsættende over for emnet. Men jeg følte til tider at Fies indre kaos af og til drukner lidt i selve selvskade-handlingen, og det var lidt underligt for mig, for resten af tiden følte jeg, at Eibe var rigtig god til at vise Fies indre tumult af alt for høje forventninger og pres fra forældrenes side, tvivl om egne ønsker, misforståelser, smerte og enorme afmagt. Det er faktisk derfor, jeg endte med at kunne lide bogen virkelig meget, jeg var virkelig imponeret over Eibes evne til at skrive Fie sådan, at hun føltes helt ægte, som en virkelig teenagepige og på mange måder fik læseren til at identificere sig med hende. Det er hudløst ærligt, skræmmende og til tider voldsomt og kan være grufuldt og derfor vil jeg også gerne sige, at man skal være opmærksom på at denne her bog kan indeholde beskrivelser, der kan virke som en trigger. Fies historie gjorde mig ked af det, og faktisk også ret vred, for det var så forfærdeligt at læse om hvordan hendes liv langsomt kommer ud af kontrol som i en spiral, der bare bliver større og større. Jeg ville så gerne kunne fortælle hende, og alle som hende, at det nok skal blive okay. At de er okay.

Som karakter synes jeg at Fie er virkelig interessant. Hun er kompleks og føles levende, og der er meget mere til hende end hendes selvskade. Men realistisk nok er det også det, der ender med at overskygge alt andet og på et eller andet tidspunkt mister hun kontrollen over alting, så det nødvendigvis må blive opdaget. Jeg er dog ikke specielt glad for slutningen, men af en helt anden grund end den første bog. Den føles ikke uafsluttet lige som den første bog, tværtimod fik jeg som læser indtrykket af at Fies gamle liv på en måde er slut og hun er på vej til at starte et nyt. Og det elskede jeg så meget, at det opvejede lidt at jeg ikke var specielt overbevist omkring hende og heste-gutten hvis jeg navn jeg glemmer hele tiden. Det føltes bare ikke særlig nødvendigt for mig, og jeg tænker det er mere et eksempel på det nye, der kommer til at fylde i Fies liv. Jeg håber virkelig at komme til at se mere til hende i de næste bøger i serien og se hvordan det går hende efter hendes livs kaotiske nedtur. En kæmpe tak til Eibe for at skrive denne her historie, for at sætte ord på noget som selv i 2018 er å tabubelagt, at det er skræmmende. Selv om der er dele af bogen, jeg ikke var helt vild med, så er jeg ikke i tvivl om, at Er du okay, Fie? er endnu en bog, som bør læses af unge som gamle, piger som drenge, og snakkes om efterfølgende, for selvskade hverken kan eller bør ties ihjel.

tirsdag den 14. august 2018

Revolution (Dæmondræberen #3) af Louise Haiberg

 
Revolution (Demondræberen #3) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2015. 482 sider.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger her: Oprører og Udvalgt.

Mit navn er Syranthia.
Jeg er en falden engel.
For tusinder af år siden faldt jeg fra Himlens nåde for at leve sammen med et dødeligt menneske. Da jeg mistede ham, sank jeg ned i en dyb sorg.
Så mødte jeg Dominic … en dæmon hvis sjæl lyste mere klart end de fleste engles. Han udfyldte tomrummet som min elskede havde efterladt, og nu er jeg villig til at rejse til Helvede for hans skyld.
For vores skyld …

REVOLUTION er tredje bind i serien Dæmondræberen
– en serie om udødelig kærlighed og kampen mellem det gode og onde.
Jeg havde meget store forventninger til Revolution og måske er det derfor, det tog mig lang tid at læse den, selv efter jeg faktisk havde fået den hjem. For jeg var virkelig nervøs for, om den kunne leve op til de første to bøger, som jeg var virkelig imponeret over. Og jeg vil også gerne starte med at sige, at det ikke er min favorit i serien. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om den, men den føltes lidt flad i forhold til de tidligere bøger, der holdt mig hen i spænding og nærmest febrilsk bladren for at nå til slutningen.

Revolution nyder naturligvis på et gensyn med Dominic og Tia, og alt deres personlige drama, der for alvor bliver stort i denne her bog, da Tia opdager deres fælles fortid og først bliver godt og grundigt og meget forståeligt stjernegal på Dominic over at han har holdt det hemmeligt. Men det var for mig at se ret fedt, at det betød at hun kom til at stå meget mere på egne ben og måtte tackle udfordringerne alene. Det giver hende plads til at skinne igennem på en måde, jeg savnede i den foregående bog. Ikke fordi Dominic overskygger hende, men i Revolution er Dominic mere eller mindre hele tiden sat ud af spillet og det er op til Tia og alle Dominics og hendes mange, brogede allierede at hjælpe Dominic ud af de enorme vanskeligheder, han er kommet i. Og det er virkelig en broget forsamling og jeg tror, at det er det, Michael mener. Ærkeenglen er ligesom Dominics "kontaktperson" til englene og mener at Dominics indflydelse rækker langt bredere end han eller nogen anden er klar over og det beviser bogens handling også. Men jeg savnede på en eller anden måde en større sammenhæng med Dominics meget lange historie i menneskeverdenen, som blev udforsket i bog to og som var et af mine yndlingsmomenter.

Naturligvis byder bogen også på et gensyn med Benjamin, som til at begynde med er lidt af en nar, lige som han var i den første bog og det er svært at holde med ham, når alt han gør er at brokke sig, og han bitterhed og vrede har tidligere været næsten uudholdelig. Men i Revolution får hans og Michaels forhold lov til at udvikle sig og Benjamins personlighed vokser rigtig meget og han bliver en større, bedre, person. Og så blev jeg så glad, da Haiberg lige pludselig introducerede Lucifar, ikke Dominics kat, men the real deal. Og han er virkelig skræmmende, på sådan en måde, der er svær at sætte fingeren på. Der er helt bestemt noget i vejen med ham, men han virker ikke alene ond, markaber og grusom, men også på en eller anden måde forstyrret. Det var helt perfekt. Det bliver også introduceret en lang række bipersoner, hvoraf nogle af dem får en skæbne, jeg blev meget ked af at læse om. I det hele taget synes jeg at slutningen føltes en smule rushed, og jeg kunne godt have ønsket mig noget mere.

Hvad der virkelig fascinerer mig ved denne her bog, og ved Haibergs univers i det hele taget, er at det ikke føles som noget, jeg har læst før. Serien er sprængfyldt med humor og morsomme ord og vendinger, samtidig med at den tackler nogle virkelig store temaer som synd og død, liv og tilgivelse, og frihed. Haiberg er endnu en gang rigtig god til at blande fantasiske elementer med ideer omkring disse store spørgsmål på en måde, så læseren føler sig underholdt hele vejen igennem. Og så var det så fedt endelig at komme ned på "den varme underetage" og opleve Haibergs version af Helvede med egne øjne. Det er et skræmmende sted, hvor det bestemt kan mærkes, at der ikke er plads til rigtigt at slappe af eller sænke paraderne hundrede procent. For eksempel afsløres den markabre kilde til dæmonernes ellers morsomme og humoristiske broderier og det passer virkelig godt til Haibergs version af Helvede.

Jeg har været rigtig glad for at læse Dæmondræberen-trilogien og det er en rejse, jeg ikke ville have været foruden. Revolution er lige som resten af serien fuldt af humor og virkelig meget sarkasme, sort humor og deslige, mens den fortæller en historie om mod og frihed, kærlighed og så meget mere, at man kunne være bange for at bogen ville falde sammen under vægten af alt det. Men det sker ikke. Og som slutning på serien føles Revolution lidt anderledes end de andre, men det er en god slutning og kan godt måle sig med de to første. Og det er langt fra for sent at stifte bekendtskab med en ret så drømmefyr-agtig badboy som Dominic og Haibergs skønne, unikke univers.

 

Template by BloggerCandy.com