onsdag den 2. maj 2018

Specialesumpen


Sådan her ser min hverdag ud mere eller mindre hele tiden. Og har gjort den sidste måned. Jeg fatter ikke, at der er gået en hel måned uden at jeg har skrevet et eneste indlæg. Men sandheden er ganske enkelt, at jeg slet ikke har tiden til det. Eller overskuddet. Jeg sidder godt og grundigt fat i specialesumpen og kommer nok også til det resten af måneden. Det er længe siden, at jeg har læst en bog for hyggens skyld, det er kun blevet til meget få anmeldereksemplarer, nogle ligger endda stadig og venter på mig. Og en lydbog nu og da. For når jeg ikke sidder foran computeren og skriver og skriver for at nå at blive færdig med mit speciale, har jeg læst og læst en nærmest uendelig stak bibliotekslån. Og når jeg ikke arbejder på specialet (i det der ellers egentlig føles som døgndrift de sidste tre måneder), så er det ikke ligefrem læselysten, der er størst.

Jeg skal aflevere om en måned. Og jeg kan ærligt godt indrømme, at jeg glæder mig. De sidste tre måneder har været hårde, og selv om jeg ikke er blevet træt af Tolkien eller The Lord of the Rings, og har lyst til at læse bogen (igen igen!), så er jeg træt af at skrive speciale. Af at tænke i antal tegn og analyser og røde tråde og formalia. Men for nu klør jeg på, den sidste måned bliver intens, men jeg kan stadig godt lide projektet. Jeg vil bare gerne være færdig.

Hvis det lyder forvirrende, så er det fordi det er det. Alting er forvirrende, jeg har knap nok styr på ugedagene. Men så er det godt, at jeg er omgivet af en forstående og motiverende kæreste, støttende familie og en masse gode veninder, nogle der sidder i samme situation og har det på samme måde.

Egentligt er det her indlæg bare for at sige, at jeg ikke har glemt bloggen. Jeg har bare ikke særlig meget overskud til den lige nu, for jeg bliver nødt til at lægge fokus på min opgave for nu. Men jeg vender tilbage, når jeg har afleveret den 1. juni - og sovet i omkring 100 år.

lørdag den 24. marts 2018

Ravnenes hvisken 2 (Ravnenes hvisken #2) af Malene Sølvsten

 
Ravnenes hvisken 2 (Ravnenes hvisken #2) af Malene Sølvsten. Udgivet af Carlsen i 2017. Ebog læst hos Mofibo.

Anmeldelse af den første bog: Ravnenes hvisken.

Tre vil dø. To vil hun svigte. En må hun slå ihjel.
Hvor langt vil hun gå for at standse Ragnarok?

En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.
For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?
Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for bøger, der er baseret på mytologi. Og næsten hvilken som helst mytologi. Men nordisk mytologi har en helt særlig plads i mit hjerte, jeg ved ikke om bare er fordi jeg er dansker, eller om det er fordi jeg også finder præcis de myter og sagn enormt spændende. Under alle omstændigheder var det i hvert fald det, der først ledte mig til Ravnenes hvisken og nu videre til bog to. Selv om den holder en høj standard og fortsætter den karakterfyldte og spændende historie fra den første bog, så er jeg på en eller anden måde alligevel ikke helt så glad for bog to, som jeg var for den første.

Der var mange nye ting i den første bog, selv om det er en fantasytrilogi var der også indblandet mordmysterier og andre elementer, der gjorde det samlede indtryk meget unikt og det vandt virkelig indpas hos mig. Desværre kan jeg ikke sige helt det samme om to’eren, der er lidt mere klassisk, eller strømlinet fantasy om man vil. Det er bestemt ikke dårligt og jeg er stor beundrer af fantasygenren, men for mig havde Ravnenes hvisken på en eller anden måde formået at have mere at byde på end det, uden at det blev for fladt.

Ikke forstået sådan, at jeg ikke kunne lide bogen. For det kunne jeg bestemt. Jeg synes, det var så fedt at tage med Anne til Hrafheim (det er i øvrigt vildt svært at stave til) og til en helt anden verden, end den hverdagsagtige i Nordjylland, som i den første bog. Alting bliver lige som vendt på hovedet, så i stedet for fantasy og mytologiske elementer i vores egen verden i en krog af Danmark og Anne, der forsøger at løse gåden om, hvem der slår de rødhårede piger ihjel – og hvorfor, så er det nu Anne og vores verden, der kommer til den mytologiens, til Hrafheim. Her forsøger Anne ikke at redde sig selv, men sin søster og tingene udvikler sig hurtigt.

Jeg kan vildt godt lide de personer, man møder i Hrafheim, de står tydeligt nok frem, men måske mest fordi jeg ikke følte den største forskel i omverdenen. Hrafheim føltes på lidt for mange måder som Midgård, men for flere hundrede år siden. Det ærgrerede mig lidt, for jeg havde lidt håbet på, at denne anden verden ville føles mere … mytologisk på en eller anden måde.

Men nu til noget, jeg vildt godt kunne lide – plottet. Den simple mission for at redde sin søsters liv fører Anne langt omkring i Hrafheim og hun lærer en del om både den verden og om, hvad der er sket siden Ragnara kom til magten. Og specielt de sidste 200 sider, hvor der kommer virkelig fart over feltet og en del overraskende afsløringer, der fik bogen hevet lidt op i niveau for mig. Desværre føler jeg ikke, at den er lige så god som den første bog og jeg tror, den lider en smule af at være den midterste bog, hvor der skal ske noget, der får historien fremad og opbygget til den store slutning, men uden at det løber løbsk. Jeg glæder mig til slutningen, for jeg ved, at Malene Sølvsten kan skrive bøger, der får mig til at knuge hårdt fast om siderne i tilbageholdt spænding over, hvad der sker næst.

torsdag den 22. marts 2018

Wonder af R. J. Palacio

 
Wonder af R. J. Palacio. Oversat af Simon Hastrup. Udgivet af Alvilda i 2014, oprindeligt udgivet i 2012. Hørt på dansk, originalsproget er amerikansk. Lydbog hørt hos Mofibo.

"Jeg vil ikke prøve at beskrive, hvordan jeg ser ud. Hvad du end tror, så er det sikkert meget værre."
August “Auggie” Pullman blev født med et deformt ansigt, der har forhindret ham i at gå i skole. Indtil nu … Snart skal han begynde i en helt almindelig 5. klasse.
Det er aldrig nemt at være “den nye”. Især ikke, når man ser ud som Auggie. Men indeni er han som alle andre. Eller som han selv siger: "Den eneste grund til, at jeg ikke er helt normal, er, at folk ikke ser mig sådan."
R.J. Palacio har med WONDER skrevet en moderne klassiker. En morsom, livsbekræftende og ikke mindst rørende fortælling, der ikke er til at lægge fra sig.
Jamen hvor skal jeg overhovedet starte med denne her bog? I virkeligheden siger det det hele, at jeg mens jeg sad og lyttede til lydbogen på SDEs campus var jeg lige ved at bryde ud i tårer flere gange. Jeg grinte lidt for mig selv og sådan, men det er så sjældent at en bog rent faktisk rør mig til tårer. Men det gjorde Wonder flere gange og specielt hen mod slutningen af bogen. Både fordi jeg følte mig så ked af det på Auggies vegne og så magteløs og så irriteret over, at det virkelig er sådan vi opfører os over for dem, der er anderledes. Men nu og da også fordi jeg følte mig så berørt over de fine øjeblikke i bogen, hvor helt almindelig venlighed og medmenneskelighed skinner igennem og jeg blev helt varm om hjertet.

Man får et virkelig tæt indblik i Auggies liv og kommer helt tæt på hans tanker og følelser og det er bestemt også et af bogens allerstørste virkemidler: følelser. Man kommer med helt tæt på og Wonder viser så fint og så barskt hvordan både børn og voksne kan være ubetænksomme og såre hinanden uden at ville det. Og de kan være ondskabsfulde, fordi de er uforstående og det er nemmere at slå fra sig. Men der skal ikke meget til for at gøre en forskel og derfor er det bestemt et af de budskaber, jeg har taget med fra bogen, nemlig ideen om, at man skal vælge at være venlig. Vælge at være venlig i en situation, hvor man kan og når man kan. De mange følelser der er på spil i bogen er ikke kun fra Auggie, men også fra hans familie og venner, hans families venner og så videre. Det er faktisk ret genialt at bygge bogen op på den måde, for det er med til at understrege, at nogle gange er det ikke med vilje. Nogle gange kan børn virkelig være modbydelige overfor hinanden, og det er lige forkert og gør lige ondt om det er med vilje eller ej. En af de fortællerstemmer, der for alvor fik det til at stikke i mit hjerte var Auggies storesøster Via, eller Olivia og høre om, hvordan hun elsker sin lillebror så umenneskeligt stjernehøjt og alligevel kan man mærke, at hun føler sig overset, at det er hende, der må vige for at der er plads til Auggies behov og til alt den opmærksomhed han har brug for. Hun hader ham ikke for det, og det er heller ikke sådan det præsenteres. Tværtimod er Palacio rigtig god til at få en til at mærke, at hun virkelig elsker ham og vil gøre alt for ham. Men at der også skal være plads til Via. Jeg ved ikke hvorfor lige præcis den del gjorde mig så ked af det, men jeg blev glad for at alle de andre synvinkler var med, for de er med til at nuancere historien rigtig meget.

Følelser fylder hele bogen og der er mange af dem og jeg var slet ikke forberedt på, at den ville røre mig så meget som den gjorde. Og måske kan man mene, at Wonder er skrevet for at være følelsesrig og overstadig, men jeg håber virkelig ikke, at man vælger bogen fra på baggrund af de mange følelser. For der er et helt centralt og vigtigt budskab inden under og alle bør unde sig at læse Wonder og snakke om den. Snakke om hvad man har fået ud af den og vælge at være venlig over for andre. Møde dem med et smil og måske gøre en lille forskel.

 

Template by BloggerCandy.com