fredag den 20. juli 2018

Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks


 
Fristet (Forretningsmand og far #3) af Maya Banks. Oversat af Dorthe Klyvø. Udgivet af HarperCollinsNordic i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Tempted. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame: bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget HarperCollinsNordic.
Læs mine anmeldelse af de første to bøger i serien her: Fanget og Fundet.

Devon Carter er hendes første kærlighed og nygifte Ashley ønsker, deres lidenskab skal vare ved. Men hendes drømme om ægte kærlighed bliver knust, da hun opdager, at deres ægteskab blot er endnu en af fars forretningsaftaler. Hun beslutter sig for at blive den perfekte hustru, så Devon vil elske hende.

Men Devon savner den muntre, udadvendte kvinde, han forelskede sig i. Hvem er denne Ashley, der udgiver sig for at være societykvinde? Og kan han finde en måde at tænde ilden i hendes øjne igen … særligt, da han opdager, hun er gravid?
Ud fra beskrivelsen, var Fristet nok den bog i denne her serie, jeg var mest spændt på. Og jeg ved ikke rigtigt om det er positivt, for det bundede mest i at jeg virkelig var interesseret i at se, hvordan Ashley og Devons forhold ville udvikle sig efter hun naturligvis på et tidspunkt opdager, at det er hendes far, der har trukket i snorene bag hendes ryg. Det er nemt at sætte sig ind i hendes situation og hendes meget voldsomme følelser, da hun opdager det og jeg blev så uendeligt ked af det på hendes vegne. Og faktisk også på Devons vegne, for selv om han er en kæmpe nar for overhovedet at gå med til sådan en luset og lusket aftale til at begynde med, så er han samtidig ufatteligt naiv nok til at tro, at alting nok skal gå. Jeg vil ikke spoile for meget ved at sige, hvad der sker efter den uundgåelige afsløring, men jeg synes bestemt ikke det er nok. Bogens lave antal sider betyder, at alting føles som om det går meget hurtigt, men det er ikke tilfældet, der står meget ofte at der er gået længere tid, selv om det føles som om det hele sker på få dage. Og det er nok der, bogens svaghed er for mig at se, der er slet ikke tid nok til at karaktererne kan udvikle sig og til at plottet kan få nok plads at udfolde sig på. Men det er heller ikke meningen, bogen er trods alt skrevet i en genre, der handler om store følelser, dramatiske handlinger og god underholdning. Og det synes jeg, at Fristet er, på trods af den sparsomme plads, så følte jeg at min forventning om at blive underholdt blev mødt og mere til.

Det er lidt svært at sige noget konkret om karaktererne, for de er som sagt ikke de mest udviklede. Men de har personlighed. Eller mangel på samme. Jeg havde det nemlig ret svært med Ashley, som hele tiden bliver beskrevet som umoden og ekstremt impulsiv og overilet af samtlige af de andre karakterer. Hun virker derfor meget yngre end hun bliver beskrevet som og naturligvis må man forvente at det er nød til at ændre sig, når man ikke længere er en ung collegepige, men en gift kvinde med en ufatteligt rig forretningsmand. Men Ashley bliver så såret over at få at vide, at hun er nødt til at tage tingene lidt mere med ro, at hun går helt over i den anden grøft og forsøger at ændre alting ved sig selv, og jeg mener faktisk alting. Det er fuldstændig på linje med hendes natur, hvor hun går 110% op i alting og føler smerter lige så altopslugende som hun føler glæde og der er ikke noget filter på noget af det. Jeg kan godt lide hendes spontanitet og ærlighed, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hendes reaktion blot understregede hvor umoden hun er og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Hun er vokset op i en familie meget lige som Devons og med at skulle opføre sig korrekt i forretningsøjemed og det forekom mig underligt, at hun aldrig havde lært at tone sin impulsivitet ned, og i stedet begraver sig selv under totalt urealistiske forventninger, som hun mener Devon har til hende. Når det så er sagt, så kan jeg godt lide hende alligevel, for jo længere historien bevæger sig, jo mere styrke begynder hun at vise. Devon derimod følte jeg mig aldrig særligt knyttet til, det er i høj grad Ashley der fylder i bogen, selv om han også godt kunne trænge til at arbejde lidt på sine kommunikationsevner - og på ikke at være en nar.

Alt i alt tror jeg at Fristet er den bog i serien, der har irriteret mig mest under læsningen, men måske også den, der har frembragt de største følelser, positivt set. Der er nogle sider af bogen, jeg følte kunne være bedre udviklet, men jeg forventede en dramatisk, følelsesladet historie i stil med de mange Harlequin-bøger, jeg tyggede mig igennem i mine teenageår, og det fik jeg også. Desværre imponerede bogen mig ikke lige så meget som den foregående, specielt ikke karaktermæssigt. Jeg glæder mig til at støde på Ashley og Devon igen i den sidste bog i serien og forhåbentligt se, at der er sket noget med dem i baggrunden.

onsdag den 18. juli 2018

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

 
Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2012 med titlen Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

*Reklame. Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

Når det kommer til Aristoteles og Dante, er det svært at sige præcis hvorfor, jeg er så vil med bogen, som jeg er. Historien følger to amerikansk-mexicanske drenge i El Paso, Texas i året 1987 og handler om alt mellem himmel og jord – eller i hele universet: kærlighed, venskab, menneskelig tolerance, krig og veteraner, fremmedhad, racisme, homofobi, familie, det at blive voksen, kriminalitet, fordommme og så meget mere, at det vidner om Sáenz’ skriveevner, at bogen ikke drukner under vægten af alt dette. På trods af at bogen er sat i en tid før sociale medier, smartphones og internet, er den mere end relevant i dag og selv om man måske med moderne øjne kan studse lidt over forældrenes aversion mod fjernsynet, er det ikke noget, der virker distancerende for læseren.

Som sagt handler bogen om Aristoteles og Dante, der i første omgang knytter sig til hinanden på grund af deres specielle navne. Egentlig har de ikke meget til fælles, men de fungerer så fint sammen, at deres forskelle ikke føles som en kløft imellem dem, men en bro. En af de ting, jeg bed mærke i, da jeg læste bogen, er hvordan familielivet påvirker de to drenge: Aristoteles’ liv er præget og kendetegnet ved stilhed, der bliver ikke talt om hans bror og der bliver aldrig snakket om hans fars minder fra krigen, til trods for at de stadig plager ham voldsomt, så Aristoteles forsøger på samme måde at fortie hans tanker og følelser over for alle han møder. Han skubber alle væk med vilje og selv om han er ensom, nærer han ikke noget større ønske efter venner. Det er som om alle mennesker forvirrer ham, og det samme gælder for Dante, som er helt modsat – og lokker mere ud af Aristoteles end han selv ønsker. Dantes forældre er enormt åbne med kærlighed og at vise deres følelser og tanker og taler rigtig tit med Dante som en ligeværdig og ikke et barn, så han går til verden på samme måde og går livligt og helhjertet op i alt fra fugle til poesi til spørgsmålet om hvad der skal til for at være en rigtig mexicaner. De to drenges historier får så mange følelser frem under læsningen, det er ikke en action-præget historie og Aristoteles, som fortæller bogen, forfalder ofte til tankespind og irriterede observationer, men det er nok også noget af det, der er bogens styrke. Den handler om karaktererne, det er dem der styrer handlingen mens de prøver på at opdage universets hemmeligheder. Hvad de hemmeligheder er, er ikke målet for bogen og det er lige så meget op til læseren at afgøre, hvad det er, de opdager.

Den danske oversættelse af bogen har jeg ventet spændt på siden jeg fandt ud af, at den kom. For det, der nok er min yndlingsdel af bogen er den særprægede, poetiske kvalitet i sproget, som findes i originalsproget. Det flyder let som luft det meste af tiden, men nu og da overvældes både Aristoteles og læseren af følelser og tanker og sådan flyder det frem og tilbage. Den selv samme sproglige kvalitet findes også i den danske oversættelse og mere end en gang gjorde en enkelt sætning mig åndeløs. Jeg kan ikke forestille mig, at der kommer et tidspunkt, hvor denne her bog ikke er relevant for både unge og ældre i dag. Uanset om de lige som forfatteren søger efter en historie med karakterer de kan spejle sig i eller ej, er bogens temaer og budskaber relevante og skarpt beskrevet, så der er en masse ting at diskutere efterfølgende og tænke over. Jeg tror heller ikke, der kommer en dag, hvor jeg ikke elsker denne her bog og jeg håber, at nu hvor den er kommet på dansk, er det en bog, der vil blive snakket meget mere om. Tag den med på stranden, med i haven, læs den i toget og giv den i gave. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en bog, man ikke må gå glip af.

tirsdag den 17. juli 2018

Tag Tuesday: Avatar: The Last Airbender

Dagens tag er kreeret af A Clockwork Reader, og tager sit udgangspunkt i Nickelodeon-tegneserien Avatar: The Last Airbender. Jeg vidste, at jeg ville besvare det her tag med det samme, jeg så det, for jeg er stadig den dag i dag ret så vild med serien. Spørgsmålene er delt op efter de 4 elementer og derefter knytter de sig til forskellige karakterer eller deres historie. Ingen bøger kom til skade under optagelserne (kun lidt våde, desværre!).


Water.
Sokka and Katara: Best sibling relationship.
Min første indskydelse er Weasley-søskende fra Harry Potter. Det er en kæmpe søskendeflok med mange forskellige personligheder, men de er alle sammen (også Percy, den popøse idiot) ret interessante personligheder og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at vokse op med så mange personer omkring en, der elsker en.

Yue: Favourite pair of star-crossed lovers.
Generelt er jeg ikke den store fan af den trope, så jeg er lidt på bar bund med hensyn til, hvem jeg skal vælge. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om Romeo og Julie og dem er jeg ikke engang særlig stor fan af.

Blood Bending: A book with a disturbing/unsettling concept.
Jeg har ikke læst den endnu, men den er på min alt for ambitiøse juli læsestak, og det er Matilda af Mary Shelley. Bogen handler om en ung pige Matilda, hvis far forsvinder efter hendes mor dør da hun er ganske lille. Da faren vender tilbage er Matilda 16 år gammel og han forelsker sig i hende. Som sagt har jeg ikke læst den, så jeg ved ikke hvad der sker eller hvordan den ender, men beskrivelsen alene er for mig mere ubehagelig og forstyrrende end den mest uhyggelige monsterhistorie. Den minder mig om Vladimir Nabokovs Lolita, der også fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen på den klamme måde.


Eath.
Toph: A character who’s strength surprised you/or surprised the other characters in the book.
Det åbenlyse svar ville være Alina fra Leigh Bardugos Grisha-trilogi, hvis evner ikke kun overrasker hende selv, men også mere eller mindre alle andre karakterer i serien, eller måske Juliette fra Shatter Me-trilogien, men hendes evner er ikke en decideret overraskelse, da det allerede bliver afsløret på forsiden af bogen - men hendes styrke overraskede mig. Ikke styrken af hendes evner, men styrken af hendes mentale helbred, der har været voldsomt ved at smuldre i løbet af den tid, hun har siddet i fangeskab. Men mit endelige svar er Ruby fra Darkest Minds-trilogien, for både hendes evner og hendes mentale styrke overraskede mig og andre karakterer og jeg kunne virkelig godt lide at følge med i hendes konstante kamp for ikke at lade sine evner tage overhånd og gå for langt.

The Tales of Ba Sing Se – best short story/poetry collection.
Amanda Lovelaces the princess saves herself in this one uden tvivl. Jeg skal virkelig have læst hendes nyeste digtsamling også snart.

Kioshi Warriors: Best warrior character.
Jeg blev nødt til at gå lidt tilbage, men så sprang en titel i øjnene på mig og jeg ved, hvem det er. Arya Stark fra A Song of Ice and Fire. Hendes historie fra lille umulig pige, der nægter at opføre sig som en dame, til en snigende, enormt dygtig kriger er helt klart mit svar.


Fire.
Zuko: Best redemption arc/a redemption arc that should have happened.
Jeg ved ikke helt om det er en decideret redemption, om han faktisk gør tingene gode igen og opvejer sin tidligere opførsel, men jeg vil sige Ron fra Panteon-sagaen. Til at begynde med er han en bølle og lidt af en idiot, men han får lov til at udvikle sig og blive mere end en komplet nar. Selv om han stadig er lidt af en nar.

Iroh: Wisest character.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige Iroh selv. Men jeg vil nok sige, at det er en karakter som Gandalf fra The Lord of the Rings. Eller Sam Quintana, Dantes far i Aristoteles og Dante, der har en eller anden tavs visdom. Han og de andre forældre blander sig ikke specielt meget i deres børns liv, i hvert fald ikke mere end hvad man kan forvente af omsorgsfulde forældre, men jeg har hele tiden en fornemmelse af at han ser mere end han giver udtryk for.

Azula: Best downfall.
Det må være en af de bøger, jeg senest har læst, nemlig Xifeng fra Forest of the Thousand Lanterns af Julie C. Dao. Sagen er bare den, at det downfall ikke har fundet sted endnu, for bogen handler om Xifengs rejse mod at blive kejserinde og det er kun starten på en serie baseret på eventyret om Snehvide. Men jeg glæder mig mærkværdigt til det.


Air.
Appa: Favorite fictional animal.
Jeg holder stadig så utroligt meget af Crookshanks fra Harry Potter, og ærgrer mig over at han ikke er lige så meget med i filmene som i bøgerne.

Aang: Purest cinnamon roll.
Min første indskydelse er Kenji fra Shatter Me-trilogien, jeg ved ikke om jeg vil kalde ham en decideret cinnamon roll (internetudtryk for en karakter, der er sød og nuttet og all-around vidunderlig og dejlig karakter, der ikke gør nogen ondt). Men han er sådan en god ven og en af mine yndlingskarakterer.

Avatar state: A stubborn character/a character that struggles letting go.
Jeg kunne starte med at sige Alina Starkov fra Grisha-serien igen. Faktisk tror jeg, at det vil være mit svar, for hendes desperate klyngen til visse ting er det, der sætter historien i gang på en meget langsom måde. Og det fortsætter langt det meste af serien.

Da jeg ikke rigtig er sikker på, hvem der kunne være interesseret i at besvare det her tag, vil jeg ikke tagge nogen direkte - men hvis du har lyst til det, må du meget gerne sende mig et link til din besvarelse, så jeg kan læse dem - eller bare besvare nogle af spørgsmålene i kommentarfeltet.
 

Template by BloggerCandy.com