mandag den 20. november 2017

Blodbæst (Ovanienprofetierne #2) af Lene Dybdahl

 
Blodbæst (Ovanienprofetierne #2) af Lene Dybdahl. Udgivet af Tellerup i 2017.
 

Reklame. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
Jeg har her anmeldt den første bog i serien, Skyriel.

I nattens mulm klæder de onde sig. Kronprins Drystan står over for sit livs udfordring da kongen rammes af en frygtelig sygdom og et hemmeligt broderskab truer hans ret til tronen.
Han udlover en dusør til den som kan fange Alainon Domwiz, og det bliver startskuddet til et kapløb mellem to umage dusørjægere om at blive den første som slår kløerne i rigets mest eftersøgte magiker.
Skyriel ønsker brændende at de skal flygte til det eksotiske Port Deseo, men Alainon lader sig ikke sådan overtale. Da det andet himmelvarsel viser sig, må hun i stedet følge sin skæbne og finde blodets profeti. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem det iskolde Askarien hvor naturens vildskab og sagnomspundne mørkevæsener venter i vinternatten.


Blodbæst fortsætter i bedste stil derfra hvor Skyriel slap. Endnu en gang tager Lene Dybdahl læseren med rundt på en fantastisk rejse i Ovanien og igennem de mange forskellige kulturer, hun har skabt. Det er spændende at følge med i Skyriels forsøg på at redde Alanion, især nu hvor der ikke blot er en dusør udlovet til den, der kan fange ham igen og bringe ham tilbage til kronprins Drystan, men også Skyriels morfar er interesseret i at få fat i denne magiker Alanion, for at redde sin datter. Samtidig er en ukendt og dødelig sygdom kaldet blodbæs begyndt at sprede sig imellem befolkningen, især hos de fattigere, men selv de rige går ikke fri. Alene af den grund er det blevet endnu farligere at være magiker i Ovanien, for det giver blot endnu en grund til at jage dem. Tempoet er højt og igennem de mange forskellige synsvinkler betyder det, at jeg ikke rigtig følte, at jeg kunne nå at opfange alting eller bearbejde det ordentligt, før der kom noget nyt ind og bragte en eller anden karakter i fare.

Apropos karaktererne, jeg er vild med piraten Skarpskygge. Han er præcis sådan en type pirat, jeg forbinder med Pirates-filmene og jeg kunne ikke lade være med at holde af ham, selv om han er en løgner og en kujon og alt muligt andet, for han har også hjertet på rette sted. Skyriel virker stadig ret umoden og handler lidt for ofte ret impulsivt til, at jeg helt kan forstå hende. Jeg ville have troet, at de ting hun kommer ud for i den første bog, ville have haft større indflydelse på hendes personlighed, men det har i det mindste ikke dæmpet hendes viljestyrke og iver efter at hjælpe dem, hun elsker. Også dem hun knapt nok kender. Derudover er der den nyere tilføjelse af Eldria, der er mere en biperson i den første bog, men som virkelig får en personlighed og en yderst nervepirrende, men skøn historie at følge med i. Det er en af de ting, jeg virkelig er vild med ved denne her bog, og serie generelt, de mange forskellige karakterer får lov til at komme frem og vise hvem de er, når læseren lige så langsomt får lov til at bevæge sig ind i deres tanker og deres fortid. Jeg hørte Lene Dybdahl tale om bogen til BogForum og var meget fascineret af de tanker, hun havde gjort sig om dette med at rejse – en rejse rundt i landet og en rejse ind i karakterernes liv. Det er tanker, jeg godt kan se i bogen og som jeg også oplevede i min læsning. Blodbæst er bestemt en fantasybog, der henvender sig til både unge og voksne læsere, for der er andet og mere på spil en kampen mellem det gode og det onde. Det er underholdende, men også med nogle tankevækkende politiske og personlige lag, som er værd at lægge mærke til. I det hele taget er jeg ret glad for denne her serie og hvordan den formår at blande så mange forskellige figurer som drager og sultaner, pirater, skruppelløse fangevogtere og mange flere og med et skønt og læseværdigt resultat.

fredag den 17. november 2017

Prøven (Den Barske Sandhed om Thor og Loke #1) af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo

 
Prøven (Den Barske Sandhed om Thor + Loke #1) af Emil Blichefeldt og Søren Tim Nordbo. Udgivet af Forlaget Calibat i 2016.
 
 
 Reklame. Anmeldereksemplar fra Calibat.

”Jeg retter mig langsomt op. Kaldte Frigg mig for en tåbe? De andre fniser. Tusinder af ord syder på min tunge, men Lokes blik fanger mit. Blinker han? Kun jeg ser det. Nu kommer det til at gå galt. Jeg kender det blik.
Vi har en regel. Ingen pisser på os. Hvis nogen gør det, så går vi hele vejen.”
Du kender Thor og Loke. Du er stødt på dem i sagaer, tegneserier og film, men hvem var de, før de blev voksne guder? Og hvorfor gik det så galt, hvorfor endte det med verdens undergang?
Følg med ind i en verden, hvor du møder aserne som unge. Følg med ind i en anden og mere rå tidsalder.
Det her er Thor og Loke uden filter!

Prøven er en virkelig flot grafisk roman, der tager udgangspunkt i en nyfortolkning af nordisk mytologi og giver læseren en ny vinkel på allerede meget kendte skikkelser fra de gamle sagn. Som ret stor fan af nordisk mytologi, eller i hvert fald glædeligt interesseret i sagaerne, er det for mig rigtig fedt at se, hvordan forfatterne har taget selv små detaljer med og faktisk bruger udtryk og genstande fra mytologien i deres historie. Specielt fordi den ellers godt kan have et snert at modernitet over sig, og nogle gange lidt for meget, når Thor og Loke opfører sig som nærmest almindelige teenagedrenge, der bare vil imponere den smukke pige og gøre deres far stolt. Det skal man måske være opmærksom på, når man går i gang med bogen: det er teenagere, vi har med at gøre, præcis som de selv fortæller på bagsiden af bogen. Det er Loke og Thor før de bliver til den skurk og helt hver især, som man kender, om det så er fra Marvels filmunivers eller de gamle sagaer. Det er et spændende perspektiv på karaktererne og jeg nød virkelig at se dem på et lidt mere løst grundlag. Eller nærmere frit. Ved at hensætte handlingen til tiden før Thor og Loke blev til dem, vi kender i dag, giver forfatteren sig selv råderum og mulighed for at lege mere med karaktererne og universet og det kan man kun sige, at de har gjort. Jeg nød virkelig at læse resultatet af det arbejde, der er lagt i bogen.

Selve historien er ret ligetil. Det er tid for Thor og Loke at gennemgå deres Gudeprøve, en prøve, som alle i Asgård tilsyneladende skal igennem for at blive rigtige guder. Det kommer lidt bag på dem, men de drager alligevel ud på deres farefulde opgave for at finde ud af, hvad jætterne er ude på. Undervejs får man mange glimt at de personer, de to senere skal vokse op til at blive til, men deres personligheder er stadig meget teenager-agtige og jeg havde det ret sjovt med at se Thor på den måde. Historien bliver løftet i kraft af de mange karakteristiske streger og tegninger, der i mine øjne gjorde bogen det bedre i sidste ende. Det er en af de bøger, der gør graphic novel genren spændende for mig, for ordene ville ikke være det samme uden tegningerne. Prøven er morsom, og man aner en dybe og fascination af nordisk mytologi, som jeg kun kan tilslutte mig. Jeg håber, at de laver flere bøger i serien, for jeg vil egentlig gerne have mere af disse løsslupne aser Thor og Loke. (Og ja, jeg ved godt, at Loke er en jætte).


onsdag den 25. oktober 2017

De fejlfødte (Exilium #1) af Linette Harpsøe

 
De fejlfødte (Exilium #1) af Linette Harpsøe. Genudgivet af DreamLitt i 2017, først udgivet i 2016. 

I halvandet år har 17-årige Fry og hendes familie siddet i tvungen isolation i deres eget hjem. De har mistet kontakten til resten af omverdenen. Sult og elendighed driver familien længere og længere ud mod vanviddets rand. Udenfor bevæger ukendte skabninger sig omkring i mørket, og Fry ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes hus bliver det næste, der falder. Familiens eneste håb er at blive reddet, men da den dag kommer, bliver intet, som Fry havde forestillet sig det.
Sammen med nabodrengen Timo, bliver Fry hvirvlet ind i et kynisk komplot mod menneskehedens overlevelse. Hendes venners liv hænger i en tynd tråd, men kan Fry redde dem, når de har allermest brug for hende, eller vil løgne og halve sandheder blive deres undergang?
De Fejlfødte er første bind i den planlagte trilogi, Exilium.

Det her er et rigtig godt eksempel på betydningen af en forside. En del af mig vil nemlig ønske, at jeg havde læst denne her bog for længe siden, for den er både velskrevet og fængende. Men jeg har ikke været opmærksom på den, før jeg så den nye og virkelig flotte forside, som på billedet, for den gamle forside sagde mig ingenting. Og det er ret interessant, for De fejlfødte blander nok de to genrer, jeg er mest glad for: fantasy og dystopi. Og det sker på en måde, der fungerer virkelig godt for bogens præmis. Den første del er fortalt igennem optagelser på en gammel diktafon og beskriver, hvordan Fry og hendes familie lever indespærret i deres hus, fordi hele området er under karantæne. Der er sket noget frygteligt i Danmark, men selv om de ved, at der lurer nogle menneskeædende uhyrer udenfor i mørket, så er det mere eller mindre det eneste, de ved. Diktafonformatet fungerer for bogen, fordi det på meget hurtig vis smider læseren ind i Frys tanker og hverdag og jeg fik virkelig en fornemmelse af, hvor hektisk og alligevel langsom og stillestående hendes liv er. Der er hele tiden en overhængende fare, men samtidig er der ikke noget at lave. Og jeg synes altså, at uhyrerne er vidunderlige. Ja, de er klamme og skræmmende og tanken minder mig om et billede, jeg engang i folkeskolen fik i et stileopgavehæfte af en tegning af et kæmpemæssig sneglevæsen, der er på vej ned af en mørklagt gade. Men de fungerer virkelig godt og er en godt eksempel på et uhyggeligt element i bogen, der er mere fantasyagtigt end dystopi.

Det dystopiske element kommer rigtig ind i historien i del to, men jeg skal nok lade være med at spoile, hvad der sker. I stedet for vil jeg gerne rose forfatteren for, at på trods af et højt tempo og næsten konstant skiftende alliancer og en meget mudret linje mellem løgn og sandhed, så havde jeg i hvert fald ikke noget problem med at følge med i, hvad der skete. Nogle gange kunne jeg godt blive lidt forvirret, fordi det virker til at hvem der er god og hvem der er ond skifter rigtigt hurtigt, eller der bliver afsløret noget, der får noget andet til at ændre betydning og så videre og det sker alt sammen meget hurtigt efter hinanden, så jeg lige måtte være opmærksom, mens jeg læste. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at fastholde læserens opmærksomhed, men jeg kunne godt mærke, at det nogle gange gik hen og blev en smule forvirrende for mig, når det gik lidt stærkt.

Jeg elskede Fry. Hun udvikler sig virkelig meget i løbet af bogen og det er nærmest som om, hun er en helt anden person i slutingen end i begyndelsen, men jeg tror mere på, at det er fordi hun ikke har mulighed for at vise en rigtig personlighed, mens hun lever indespærret i det samme hus i halvandet år. Den måde bogen er skrevet på er med til at understrege, hvordan det langsomt er blevet mere og mere indskrænket til et spørgsmål om overlevelse og intet andet. I det hele taget er det nogle spændende karakter, der bliver præsenteret og i kraft af de konstante løgne og afsløringer og twists, får man mange sider at se af dem. Spørgsmålet er mest hvem Fry kan stole på og hvem læseren kan stole på, når der en gang i mellem er en anden en Fry, der fortæller. De fejlfødte er en spændende bog om, hvad der sker, når mennesket pludselig står i den situation, at de ikke er øverst i fødekæden længere. Hvad kan man tillade sig i forsøget på at overleve? Jeg havde gerne set, at der var mere om selve de fejlfødte i historien. De bliver mere end nævnt og de spiller helt sikkert en meget central rolle i bogens klimaks, men man ser aldrig en af dem. Det er lidt ærgerligt, for jeg tror det ville have været en fordel for det fantastiske element i bogen. Jeg glæder mig vildt meget til at følge med videre i Frys rejse og finde ud af, hvad det er, der foregår i Danmark, der har sendt det hele sådan ud af kontrol.
 

Template by BloggerCandy.com