søndag den 17. juni 2018

The Darkest Minds (The Darkest Minds #1) af Alexandra Bracken

 
The Darkest Minds (The Darkest Minds #1) af Alexandra Bracken. Udgivet af Disney Hyperion i 2013, først udgivet i 2012.

When Ruby woke up on her tenth birthday, something about her had changed. Something frightening enough to make her parents lock her in the garage and call the police. Something that got her sent to Thurmond, a brutal government “rehabilitation camp.” She might have survived the mysterious disease that had killed most of America’s children, but she and the others emerged with something far worse: frightening abilities they could not control.

Now sixteen, Ruby is one of the dangerous ones. When the truth comes out, Ruby barely escapes Thurmond with her life. She is on the run, desperate to find the only safe haven left for kids like her—East River. She joins a group of kids who have escaped their own camp. Liam, their brave leader, is falling hard for Ruby. But no matter how much she aches for him, Ruby can’t risk getting close. Not after what happened to her parents. When they arrive at East River, nothing is as it seems, least of all its mysterious leader. But there are other forces at work, people who will stop at nothing to use Ruby in their fight against the government. Ruby will be faced with a terrible choice, one that may mean giving up her only chance at having a life worth living.
Det er anden gang, at jeg læser Alexandra Brackens The Darkest Minds og den er på ingen måde blevet dårligere siden sidst. Da jeg første gang hørte om bogen blev jeg draget ind af beskrivelsen om superkræfter og noget der fik mig til at tænke på antihelte, og det dystopiske univers, der udfoldede sig i siderne var mere end det, jeg håbede på. Denne her gang har jeg genlæst bogen for at blive klar til at læse den sidste bog i serien, som jeg af en eller anden grund aldrig har læst endnu. Og så fordi The Darkest Minds bliver filmatiseret og kommer til august og jeg glæder mig virkelig meget til at se denne her historie udfolde sig på det store lærred også. 

Det slår mig, når jeg læser denne her bog, at den som mange andre dystopiske ungdomsbøger fra USA har fokus på netop kun USA og lader til at glemme verden udenfor en smule. Det er ikke helt korrekt for The Darkest Minds, for der bliver meget kort omtalt hvordan andre dele af verden reagerer på det, der sker u America, da den mystiske IAAN virus begynder at sprede sig. Jeg håber, at det er fordi der er en mening med det, for det undrer mig lidt for ofte, at det nærmest virker som om resten af verden ikke eksisterer.

I det hele taget er det meget, der ikke eksisterer i The Darkest Minds. Samfundet er mere eller mindre brudt sammen, folk og staten er ”broke as a joke”, ifølge Chubs, en af karaktererne, vi møder i bogen og mest af alt er det som om hovedpersonerne ikke eksisterer. I hvert fald i det omfang, at det lader til at samfundet glemmer alt om dem, når først de bliver anbragt i lejren. Det er uden tvivl lettere for forældre og venner (de, der er overlevne, hvilket sandsynligvis ville betyde en billet direkte til en anden lejr til dem også), at lade som om de ikke eksisterer og lukke øjnene for det, der foregår. Eller det, de tror, der foregår.

Ruby finder ret hurtigt ud af, at der ikke er meget, der er som det ser ud til at være. Og sådan er det hele vejen igennem bogen lige til den noget overraskende slutning, der stadig gør lige så ondt at læse i dag som den gjorde for snart tre år siden. Men en af de ting, jeg godt kan lide ved Ruby er, at på trods af hvor bange hun er, hvor rædselsslagen tankerne om fortiden og minderne fra Thurmond lejren gør hende, så giver hun ikke op. Hun er fast besluttet på først at finde den ene person, hun stadig tror på holder af hende, siden på at finde det sted, hvor hun måske kan få lov til at leve i fred og så på at lære at kontrollere hendes overnaturlige evner, der måske er det, der skræmmer hende mest af alt. Hvilket man også forstår, efterhånden som det går op for en, hvad det er, hun kan. Allerede som 10-årig ved Ruby, at det er vigtigt at hun holder sine evner skjult og i 6 år går det okay. Kun okay. På trods af en ret afbrudt skolegang og det faktum, at hun har været indespærret i næsten halvdelen af sit liv, er Ruby en overraskende velfungerende person, dog med sine svage sider. Rent tilfældigt møder hun de tre andre børn/teenagere, Su, Chubs og Liam og da de alle er på flugt fra voksne, der enten frygter deres kræfter eller ved udnytte dem, holder de sammen og begiver sig mod det sted, hvor det rygtes, at børn som dem kan leve i fred. Venskabet imellem Ruby og de tre andre er langt fra enkelt og får en noget skæv start, hvor ingen rigtig stoler på hinanden.

Men det kommer, langsomt, og Ruby og de andre karakterer begynder at folde sig mere ud. Det bliver ikke helt ekspliciteret hvad det er, de fleste af børnene kan, men de evner, der bliver vist, der både skræmmende og fascinerende. Men det karaktererne bagved, der interesserer mig mest. Jeg kan godt lige Ruby, på trods af hendes fantastiske evne til at udskyde beslutninger og valg baseret på hvad hun tror andre mener, i stedet for bare at spørge. Jeg vil ikke helt kalde nogen af dem antihelte, i hvert fald ikke endnu, men der går lang tid før Ruby holder op med at se sig selv som et monster på grund af det hun kan, det hun har gjort. De andre karakterer er lidt mindre udpenslet i denne her bog, men især Su og hendes venskab med henholdsvis Ruby og Liam er en af de ting, jeg virkelig nyder ved bogen. Jeg er sikker på, at karaktererne nok skal få mere plads til at udfolde sig i takt med at universet kommer mere på plads.

Det er langt fra alle superkræfter-historier, jeg bryder mig om. Alt for ofte bliver den en ensidet historie om det udelukkende godes sejr over det ultimative onde og jeg kan virkelig godt lide nuanceringerne. Alexandra Brackens The Darkest Minds er ikke kun starten på en lovende serie, men skriver sig ind i selskab med bøger som Brandon Sandersons Stålhjerte og Marie Lus The Young Elites (selv om jeg faktisk mener, at sidstnævnte udkom senere end TDM) og leverer en på mange måder skræmmende historie om at stå ved den man er og at kæmpe for at hjælpe andre, når ingen andre vil. Jeg er så spændt på at se, hvor denne her spændende og tankevækkende fortælling fører hen og jeg er specielt spændt på at se, hvad der sker efter den ret bittersøde slutning. The Darkest Minds er en fantastisk fantasybog til både unge og ældre og byder på mange overraskelser og et hold af karakterer, der bliver spændende at følge.

lørdag den 16. juni 2018

Knivens stemme (Chaos Walking #1) af Patrick Ness

 
Knivens stemme (Chaos Walking #1) af Patrick Ness. Oversat af Elisabeth Kiertzner. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2008 med titlen The Knife of Never Letting Go.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget CarlsenPuls.

Prentisstown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj.

En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, opdager han sammen med sin hund, Manchee (hvis tanker, Todd også kan høre - om han vil det eller ej), et område med total stilhed. De opdager, at byen, hvor privatliv er umuligt, gemmer på en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve.
Okay, lad mig starte med en ting, jeg virkelig ikke forstår. Hvordan i al verden kan det have taget 10 år, før denne her bog udkom på dansk? Jeg er så glad for, at det endelig sker, for jeg har set på de her bøger virkelig længe og endelig har jeg fået den læst. Jo, jeg kunne have læst den på engelsk, men det er ikke min pointe her. Min pointe er, at det virkelig er på tide, at den her serie kommer på dansk og jeg håber, at der er mange, der vil få glæde af den. For det var en overraskende læseoplevelse, der holdt mig hen i spænding til det sidste og jeg så slet ikke det overraskende slutning komme.

Først og fremmest er der præmisset for denne her bog: en lille by, hvor alle kan høre hinandens tanker. Hele tiden. Alene tanken gør mig utilpas, jeg kan på ingen måde forestille mig, at det ville være en positiv oplevelse og jeg spoiler ikke for meget ved at sige, at det er det heller ikke. Det viser sig hurtigt, at der er virkelig meget på spil i denne her bog og bagsideteksten afslører ikke, hvor omfattende det egentlig er. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først var gået i gang og jeg synes egentlig det er ret godt gået af en historie, der er så gammel. Den føles slet ikke som om den er skrevet for 10 år siden og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Ganske langsomt bliver læseren introduceret til, hvad det er, der foregår i denne her by og da det hele sker igennem hovedpersonen Todd, er det ret interessant hvad han er for en type.

Der er en ting, der krævede lidt tilvænning fra min side og det er den måde, bogen er skrevet på. Den bærer nemlig meget tydeligt præg af, at Todd aldrig har fået noget rigtig uddannelse og derfor ikke har noget begreb om hverken grammatik eller stavemåder og derfor er mange af hans tanker rent talesprog, der er skrevet ud som man siger det, hvilket nogle gange gjorde det lidt svært at forstå. Ikke fordi der bliver brugt svære ord, men når mange ord pludselig bliver stavet anderledes, tog det mig et øjeblik at opdage, at det var nemmere at læse dem højt. En anden ting var dog det grammatiske, det var sværere forstå, fordi det var mindre tydeligt og ofte havde noget med ordvalget eller ordstillingen at gøre. Da jeg ikke har læst den engelske udgave, ved jeg ikke hvad oversættere har haft at arbejde med, men jeg synes det fortjener ros, for det må have været et kæmpe arbejde at finde ud af hvordan man oversætter det, så meningen ikke går tabt, specielt når sproget bliver forkert på den her måde. En anden ting, jeg synes var ret fedt, er den visuelle repræsentation af Støjen, som findes flere gange i bogen. For at vise mange myldrende tanker fra alle omkring Todd på en gang, brydes teksten og tankerne står med store og mere håndskreven agtigt skrift oven i hinanden og på kryds og tværs, i forskellige størrelser og kan ved første øjekast ligne en kæmpe krusedulle. Det er et virkelig passende udtryk for Støjen som jeg forestillede mig den: et stort kaos af tanker i et kæmpe virvar og hvis man skal finde en bestemt, må man nærlæse siderne og finde frem til de rigtige ord. Det er som om det er begyndt at ske mere og mere, at man benytter sig af visuelle repræsentationer af noget i teksten for at illustrere det for læseren, men det er altså ikke en ny teknik. Det fungerer virkelig godt her og er med til at give læseren en følelse af forvirring og kaos.

Men Todd er en ret skøn karakter, som jeg havde svært ved ikke at holde af. Han er meget ligefrem og åben, hvilket sikkert skyldes at han er født ind i en verden, hvor alle kan høre alles tanker; så giver det ingen mening at forsøge at lyve eller skjule sig. Selv om Todd påpeger, at alle gør begge dele alligevel. Det er muligt at lyve i Støjen, man skal bare vide hvordan. Todd er en ret uskyldig dreng, få uger fra sin 13 års fødselsdag, men på mange punkter føltes han for mig som en både ældre og yngre dreng. Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det, men det er som om hans sprog gør ham yngre i personlighed, og hans handlinger gør ham ældre. Under alle omstændigheder elskede jeg hans og Manchees forhold og jeg vidste ikke, at det ville være så sjovt at høre en hunds tanker.

Omkring selve handlingen vil jeg forsøge at sige så lidt som muligt, så jeg ikke spoiler nogen. For der er virkelig en del plottwists undervejs i denne her historie og den fungerer bedst, hvis man ikke kender plottet på forhånd. De mange sider forsvandt mellem mine hænder mens man fulgte Todds og Manchees flugt fra den eneste verden, de nogensinde har kendt. Og alle de regler og kendsgerninger, de har levet med hele livet. Alting bliver vendt op og ned og i de sidste ret actionfyldte sider blev jeg suget helt ind i handlingen. Bogen slutter på noget af en cliffhanger, en ret stor en der ligger direkte op til en efterfølger og jeg sad paf tilbage og tænkte, at jeg måtte have misforstået noget eller overset noget. Og der gik det op for mig, at Patrick Ness har skrevet en historie, der på mange måder er bygget op til at snyde sin læser. På den gode måde. Mærkværdigt nok elskede jeg slutningen, selv om den efterlod mig med virkelig mange spørgsmål og en unægteligt stor tørst efter mere. Knivens stemme er ikke bare en dystopisk ungdomsroman, det er en bog, der fik mig til at tænke over hvordan man behandler andre, hvordan samfund, der ligner hinanden på flere punkter kan være så forskellige og meget mere. Den er underholdende og fængslende og lod mig ikke slippe bogens univers, før jeg var færdig med den sidste side. Det er bestemt på tide, at Knivens stemme kommer på dansk og jeg glæder mig til den næste bog i serien, for jeg har slet ikke fået nok af de her karakterer og deres verden og jeg har så mange spørgsmål endnu. Jeg kan sagtens se både unge og ældre læsere fordybe sig i denne her bog.

fredag den 15. juni 2018

Moderlandets drage (Transformationsmaskinen #2) af Nikolaj Johansen

 
Moderlandets drage (Transformationsmaskinen #2) af Nikolaj Johansen. Udgivet af Calibat i 2018. 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Calibat.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Transformationsmaskinen.

Imperiet Eire slår sprækker, og det er kun et spørgsmål om tid, før riget bliver badet i blod.
Argone og hans venner er på flugt fra imperiets soldater. Kaptajn Kavanaugh vil have hans hoved på et fad, men da alt håb synes ude, kommer der uventet hjælp fra de indfødtes land ...
Moderlandets drage er andet bind i steampunk-trilogien om revolutionen i Eire, en hæsblæsende fortælling om venskab og om at finde sin egen vej.
Moderlandets drage er efterfølgeren til Nikolaj Johansens Transformationsmaskinen og jeg har glædet mig ret meget til at læse den. Lige som den første, er det første udkast skrevet til NaNoWriMo, hvilket jeg egentlig kun ved, fordi jeg mere end en gang har siddet ved samme bord på Odense Centralbibliotek som Nikolaj og skrevet i flere timer. Men det er faktisk ikke meget, jeg har har vidst om bogen på forhånd og det var jeg ret glad for.

I denne her bog sætter vi tempoet lidt ned fra den første bog. Eires steampunk version af koloniseringsperioden får lov til at udfolde sig mere og det er brugt mere tid på at udvikle hovedpersonener. Efter de voldsomme oplevelser i den første bogs døgns tid, er den ragtag gruppe af outsidere spredt for alle vinde, nogen er på flugt, nogen gemmer sig og nogen prøver at vende tilbage til en tilværelse der ligner den, de havde før. Jeg nød virkelig meget at se karaktererne udfolde sig mere og selv om jeg blev mere og mere irriteret på Argone, der tilsyneladende slet ikke forstår de mennesker, han vil skabe en revolution for og hans ret klodsede handlinger fik mig til at blive ret forvirret over, hvem han er. Forstået på den måde, at han i den første bog ikke virkede på mig som denne her klodsede type, der gang på gang siger eller gør den helt forkerte ting, fordi han har for travlt med sin egen agenda og lidt glemmer andre menneskers vilje. Til gengæld nød jeg gensynet med Eamonn, selv om han også irriterede mig lidt, mest fordi det store plottwist i bogen for mig virkede ret åbenlyst og det skete lige under hans næse. Men jeg kan også godt forstå ham, når han bliver optaget af at forsøge at redde dem, han opdager er taget til fange og har hårdt brug for hjælp.

Der er mere fantasy over denne her bog end der var over den første, der var mere steampunk. Egentlig virker opdelingen ret mærkelig for mig, men steampunk er mere science-fiction agtig end ren fantasy. Introduktionen af drager ind i det her univers er et af de helt store fantasy elementer, men det er ikke fordi steampunk-siden er blevet glemt og der er bestemt stadig opfindelser af både god og ond oprindelse og karakter. Grunden til at den føles mere som fantasy end science-fiction er nok, at der er mere fokus på karakter og verdensopbygning end på kampen mod monsterrobotter, der fyldte hele den første bog. At tempoet er blevet sat ned, bliver tydeligt i den måde, historien er fortalt på. Hvor den første bog foregår over et hæsblæsende og ufatteligt actionfyldt døgn, strækker Moderlandets drage sig over længere tid, hvilket giver tid til at karaktererne kan nå at reflektere over deres handlinger. Jeg nød bogen på baggrund af denne refleksion, fordi det gav karaktererne mulighed for at udvikle sig mere og blive mere deres egne personer end de var tidligere. Det er en personlig preference, jeg holdt meget af det høje tempo og action i Transformationsmaskinen, men jeg blev glad for, at de to bøger adskiller sig fra hinanden på dette punkt.

Jeg håber, at der snart kommer en slutning på serien, for jeg spoiler ikke for meget om serien ved at sige, at Moderlandets drage slutter på lidt af en cliffhanger - og jeg vil vide mere. Jeg kan klart anbefale serien til steampunkfans, og actionglade læsere, for der sker rigtig meget, også i denne her bog. Og som det sidste vil jeg gerne lige knytte en kommentar til den forside, for den er virkelig flot og der sker rigtig meget i den. Jeg er spændt på, om den sidste forside lever lige så godt op til indholdet som denne her gør. Forsiden lover et spændende eventyr med drager og maskiner og kampscener, der får en til at føle sig helt forpustet - og leverer lige præcis dette på skøn vis.
 

Template by BloggerCandy.com