lørdag den 16. september 2017

Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss

 
Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2017.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.
Læs mine anmeldelser af de første bøger: Leoniderne og Geminiderne.

Jeg døde da jeg var ti år.
Var det ikke for drengen med de grå øjne,
havde det været min eneste død.
Men jeg fik en ny chance dengang.
En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.


16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person. Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting. Og måske kan det rent faktisk lykkes. Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger. Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Ursiderne er tredje bind i serien SPEKTRUM,  hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.
Okay, lad os bare få det ad vejen med det samme. Det her indlæg kommer til at indeholde en mængde fangirling. For hvis der er en bog, jeg har glædet mig til rigtig, rigtig længe, så er det Ursiderne. Den tredje bog i Spektrum-serien introducerer os ikke bare for en ny hovedperson, men for en helt ny karakter. Nasrin er en pige, der på ingen måde lader andre bestemme, hvad hun skal gøre. Hun er helt sin egen person, mærket af en virkelig traumatisk oplevelse, da hun var yngre og som har efterladt hende med en følelse af tomhed. Hun bliver introduceret for de velkendte ansigter fra Spektrum igennem et tilfældigt møde, eller måske ikke så tilfældigt igen? Og meget snart er hun også en af de tidsrejsende teenagere med lysende hænder - i blå, må jeg godt blære mig lidt med at jeg lige som mange andre havde regnet det ud i forbindelse med afsløringen af hovedpersonens identitet? Og dermed er hun en del af et fællesskab på en helt anden måde, end hun er vant til og måske også har lyt til. Til at begynde med er Nasrin nemlig ikke specielt glad for nogen af de andre karakterer og vil i hvert fald slet ikke have noget med deres mission at gøre. Hun har sin egen mission og stædig og uafhængig som hun er, tager det noget tid før hun indser, at hun har brug for de andre, ligesom de har brug for hende.

Jeg er ret vild med det, Nanna Foss gør i denne her bog. Man kan mærke, at hun har udfordret sig selv, Nasrin er virkelig en karakter helt for sig selv og i en serie med så mange fortællere er det så vigtigt, at de ikke minder for meget om hinanden. Selv om ventetiden har været lang, har det helt bestemt været værd at vente på, for Nasrins historie er en med mange følelser, mange filosofiske tanker, mange nye spørgsmål, afsløringer, samt hemmeligheder og mysterier. Til at begynde med var det lidt sværere for mig at komme ind på livet af, hvem Nasrin var og set i bakspejlet er det genialt skrevet, at man også som læser får den følelse. For sådan er hun. Men ligesom jeg virkelig endte med at holde af Nasrin, så får man også lov til for alvor at opleve, hvordan hnedes venskab med dandre karakterer udfolder sig. En af måderne, hendes karakter træder frem på er igennem det grafiske, der er lidt anderledes end i de andre bøger. Egentlig plejer jeg at være ret vild med den slags, men det var ikke altid, at jeg følte, at det ramte rigtigt i denne her bog, desværre.

Jeg har ikke tænkt mig at sige alt for meget om selve plottet, for jeg vil ikke risikere at spoile hverken denne her bog eller de foregående, specielt fordi det her er en serie, jeg anbefaler til højre og venstre.  Men jeg tør godt love, at man på intet tidspunkt keder sig. Spektrum er en karakter-drevet serie, og der bliver brugt meget tid og energi på at udfolde og udvikle karakterer, bog til bog og i løbet af en bog, men det sker hele tiden igennem et eller andet, der viser sig at være vigtigt. Der er fart på, når der bliver fulgt op på afsløringer fra de tidligere bøger eller når der bliver gjort opdagelser, der leder til nye spørgsmål og de lige knap 600 sider forsvinder mellem hænderne på en. Det gjorde de i hvert fald på mig. Hele tidsrejse-fænomenet bliver også lige genopfrisket for Nasrins skyld, og det at have en helt ny karakter opdage det gør, at man kan tage nogle andre vinkler på nogle af problemerne og det var ret spændende at se. Forvent en bog, der sender en masse følelser igennem kroppen på dig, for der er både sjove og sørgelige scener og som altid er slutningen lidt af en cliffhanger. Men jeg var vild med den og især det, der sker. Mere vil jeg ikke sige.

Hvis du er en af dem, der ikke er kommet i gang med at læse Spektrum-serien endnu, så kan jeg kun anbefale den. Selv glæder jeg mig selvfølgelig allerede til bind 4 (jeg tror også jeg ved, hvem der fortæller det og vedkommende har en lækker musiksmag!), men hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at den bliver værd at vente på. Og indtil da, er jeg ret sikker på, at jeg genlæser de første tre bøger, for jeg er faktisk meget vild med Emilie, Pi og nu også Nasrin.

Bogen udkommer fra forlaget i dag!

PS. Hvis du undrer dig over vandmændene på billedet, så er det fordi jeg har det tilfælles med Nasrin, at jeg hækler små dyr til neonatalafdelingen på sygehuset. Hun hækler blæksprutter og jeg hækler vandmænd.

fredag den 15. september 2017

Milk and Honey af Rupi Kaur


Milk and Honey af Rupi Kaur. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2015.

milk and honey is a collection of poetry and prose about survival. It is about the experience of violence, abuse, love, loss, and femininity. It is split into four chapters, and each chapter serves a different purpose, deals with a different pain, heals a different heartache. milk and honey takes readers through a journey of the most bitter moments in life and finds sweetness in them because there is sweetness everywhere if you are just willing to look.
Når jeg tænker på Milk and Honey er det svært ikke at føle mig en anelse forvirret. Før jeg havde læst bogen, havde jeg nemlig set en del af de digte og illustrationer, der er i bogen, rundt omkring på nettet og sætligt på Tumblr. Der bliver bogen også nærmest omtalt som en eller anden form for fuldstændig epokegørende digtsamling og alle er vilde med den. Og jo, jeg kan rigtig godt lide den, men jeg var ikke så fuldstændig forelsket i den, som jeg lidt havde ventet. Og det er egentlig ikke fordi, den er dårlig eller fordi jeg ikke synes, at den er godt skrevet. Men jeg havde forventet en læseoplevelse, der ville efterlade mig åndeløs og på en eller anden måde mere påvirket.

Nuvel, som sagt så kan jeg rigtig godt lide bogen. Rupi Kaur skriver nogle rigtig fine digte, både kort og lange, hvor hun tager udgangspunkt i sine egne oplevelser, sine følelser og det, der sker omrking hende. Mange af digtene handler om det at være kvinde, om de mange holdninger og idéer, der bliver påduttet mennesker af det kvindelige køn fra samfundets side.  Det bliver personligt, det handler om mørke sider af forhold mellem mennesker, om voldelige forhold og når kærligheden forsvinder. Men den handler lige så meget om at finde styrken til at komme oven på igen efterfølgende. Om at finde den skjulte skønhed i øjeblikke, hvor den ikke er åbenlys.

Det er ikke alle digtene i bogen, som jeg blev lige glad for, men det skete mere end én gang, at Kaur virkelig ramte plet, så jeg sad og tænkte "wow". Det er en ærlig bog, hvor forfatteren virkelig ser på og åbner for ting, hun har været igennem, men man skal ikke forvente at få det hele serveret på et sølvfad alligevel. Mange vil mene, at det ikke er digte og hvis man mener, at digte handler om metaforer, om stramme rimskemaer og fast metrik, så kommer man ikke til at se bogen på samme måde, som hvis man forsøger at lade den være sig selv.

Jeg er så glad for, at jeg har læst Milk and Honey, især nu hvor jeg har fundet ud at forfatteren udkommer med endnu en digtsamling. Og jeg er bestemt interesseret, for de små øjeblikke, de små observationer, som hun gør sig i Milk and Honey er altså værd at læse og lægge mærke til.

torsdag den 14. september 2017

Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger

 
Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men hvad der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?
Sjælehenteren er første bind i trilogien Fortællinger fra Døden.
 Har du lyst til at møde Døden? Eller måske Lucifer og Djævlen? De optræder alle tre i denne her bog og jeg er vild med den måde, Katja portrætterer dem på. Sjælehenteren er et stykke dansk fantasy, der byder på et virkelig spændende koncept og nogle mindeværdige karakterer, der bærer bogen frem. Hovedpersonen Raven er død, men alligevel på en eller anden måde lever hun stadig videre, ikke i efterlivet, men som sjælehenter for Døden. Jeg var ret spændt på hele det sjælehenter-koncept, som Katjas anden bog ville komme til at handle om, og lad mig bare starte med at rose hende for et virkelig gennemført univers. Selv om der er meget, man ikke lige får beskrevet, så er det sted, hvor sjælehenterne bor, et sted, der fremstod virkelig levende for mig. Jeg havde sådan et billede af en undergrundsstation, der var omdannet til et helt lille samfundslignende bosted og det mindede mig mest af alt om det Valhalla, Rick Riordans Magnus Chase kommer til. Det er faktisk rigtig store ord fra min side, men de er velfortjente. Det er et sted, der på en gang har en eller anden hjemlig, camp-good-feel følelse over sig og samtidig er så overjordisk, at det ikke helt føles som et hjem.

Sjælehenterne har et problem, et stort problem. Nogen jagter dem og flere og flere sjælehentere forsvinder sporløst. Men deres arbejde skal alligevel udføres og det er det, Raven skal. Hun er overraskende god til det, som om hun ved hvad den enkelte har brug for og i det hele taget er hun en ret cool karakter. Ja, hun tænker meget på hævn efter hun vågner i ”efterlivet”, for hendes jordiske liv slutter meget brutalt, men det afholder hende ikke fra at være en varm og morsom person. Hun er viljestærk, men begår også fejl, der slår hende ud og det gjorde mig virkelig glad for hende. Jeg gad godt, at man måske havde set lidt mere til hendes liv før hun døde, eller i det mindste de vigtige personer i hendes liv efter hun er død. Når hun taler om sin bedste veninde og alting, er det ikke altid lige let at sætte sig ind i, for man har ikke andet end hendes ord at holde sig til.

Jeg bliver ganske enkelt nødt til at snakke om de andre karakterer. Døden, Lucifer og Jahve er, som de optræder i Sjælehenteren, er virkelig skønne karakterer. Jovist, Døden kan godt virke lidt distanceret og upersonlig, men også hans facade har sprækker og jeg fandt ham faktisk meget morsom nu og da. At han går klædt i hørbukser fik mig til at tænke på en midaldrende mand med Hawaii-skjorter og billedet er så godt tegnet, at jeg ikke kunne lade være med at grine for mig selv. Lucifer og Jahve er på mange måder meget anderledes end de andre gange, jeg er stødt på lignende karakterer i andre bøger og Ravens første møde med dem begge to er en af de bedste scener i bogen. Selv om de ikke er specielt klassiske fremstillinger, passer deres opførsel virkelig skønt til dem, de skal forestille at være.

Nogle af bogens kapitler bliver fortalt af en karakter, der hedder Zeph, og jeg tror, det er meningen, at man skal være interesseret i ham og hvem han er – og synes han er interessant som person. Jeg var faktisk hverken enten eller med hensyn til ham. De få kapitler han fortæller er med til at fortælle sider, Raven ikke oplever, men Zeph som karakter synes jeg mest var spændende i forhold til hvilken rolle han kommer til at spille. Som person havde jeg ingen følelser for ham den ene eller den anden vej.

Og fortællestilen er noget, jeg bliver nødt til at komme ind på. Den er nemlig meget direkte henvendt til læseren, og det sker et par gange, at en karakter afbryder sig selv og kommer tilbage på sporet, så det føles rigtig meget som om det er en, der sidder og fortæller det til læseren. Det passer virkelig godt til serietitlen ’Fortællinger fra Døden’, men for mig personligt er det lidt af et turn off, når jeg læser. Jeg elsker at få karakterernes tanker eller refleksioner, så vel som deres handlinger eller oplevelser, men jeg har aldrig været den store fan af ”fortælle-stilen”. Det er ikke fordi, det gør bogen dårlig, for mig er det bare irriterende at læse. Jeg føler mig dog sikker på, at Sjælehenteren er en bog, som vil glæde rigtig mange læsere, hvad enten man er fantasyinteresseret eller er glad for karakterudvikling og historier, der fokuserer på det. Det er ikke en lang bog, men der sker hele tiden noget og man keder sig bestemt ikke i selskab med Katja Bergers anden bog og de mange spændende karakterer, mytologiske eller ej.

Bogen udkommer fra forlaget i dag.
 

Template by BloggerCandy.com