tirsdag den 12. december 2017

Mere end veninder (Mere end veninder #1) af Line Lybecker


Mere end veninder (Mere end veninder #1) af Line Lybecker. Udgivet af Calibat i 2016.

Reklame. Anmeldereksemplar fra Calibat.

Det er ikke nemt at starte et nyt kapitel i sit liv når man sidder fast i det gamle. Anja på 16 har svært ved at give slip på Nicoline, men da vennen Markus præsenterer hende for hans kusine Catherine, slår det straks gnister. Problemet er bare at Catherine bor i USA, og at Anjas mor er alt andet end begejstret for en lesbisk datter.

Jeg tænkte på Catherine. Hvis bare jeg kunne ringe til hende og høre hendes stemme ... Hvis bare hun ville holde med mig og sige at vi var sammen om det her ... Men det var vi ikke.


I Mere end veninder lærer man den 15-årige Anja at kende. Bogen handler om seksualitet og det er ret spændende at læse om en unge pige, der ikke er i tvivl om, at hun er tiltrukket af piger og kun piger. Det var bare rart at læse om en, som ikke forsøgte at skjule sin seksualitet fordi hun skammer sig over det eller føler sig utilpas med det på nogen måde, men fordi hun har en (nok ret begrundet) forestilling om, at det ikke er alle omkring hende, der vil acceptere det. Anja føles meget mere moden end hendes 15 år og det blev ærligt talt lidt forvirrende for mig til at begynde med, hvor man hører om hendes tidligere næsten-kæreste var det vel egentlig, der var nogle år ældre og det så viste sig, at Anja var 15 år. Jeg troede, at hun var ældre, for sådan føles hun, når jeg læste bogen. Det ærgrede mig lidt, for jeg kunne godt have tænkt mig en hovedperson, der føltes som en teenager og hun føles nogle gange lidt ældre

Når det så er sagt, så kan jeg faktisk godt lide bogen. Det var en skøn læseoplevelse og bare fordi den handler om unge og seksualitet, er det altså ikke det eneste, der tages op. Venskab og familie fylder rigtig meget, og på det punkt kan man godt mærke, at det er en yngre hovedperson. For forholdet til forældrene er bestemt ikke altid godt eller nemt. Det bliver nogle gange en smule overfladisk, i og med at bogen ikke er særligt lang og den foregår over ret lang tid. Så der bliver nogle gange, hvor det går rimelig hurtigt med at opremse hvad der sker og det er en af de ting, der får mig til at tænke, at den er velegnet til et lidt yngre publikum, hvorimod det er en personlig præference fra min side, at man ser tingene ske i stedet for.

Line Lybecker skriver godt, sproget er letlæseligt og jeg kom igennem bogen ret hurtigt, og nød at læse en bog, der føltes ny og original, men samtidig indeholder så mange elementer af realistisk ungdomsbøger, som jeg godt kan lide. Det er min opfattelse, at bogen er skrevet til den lidt yngre YA-læser på omkring de 13-16 år, men det er ikke ensbetydende med, at den er kedelig for os, der er lidt ældre. Bogen handler om det svære ved at springe ud over for dem man elsker, og være bange for deres reaktioner, men også om så meget mere og det mener jeg personligt er rigtig vigtigt, for det kan hurtigt blive en ren coming-out story. Dem skal der også være plads til, men jeg kan godt lide, når jeg støder på en bog, der har andet og mere i sig end det. Mere end veninder handler om modet til at finde kærligheden, særligt når man er ung og aldrig har haft en rigtig kæreste, når man har fået sit hjerte knust og når man har så mange andre ting, der fylder lige så meget. Jeg glæder mig til at læse line Lybeckers næste bog, som berører nogle af de samme temaer.


mandag den 11. december 2017

Hun bad selv om det af Louise O'Neill


Hun bad selv om det af Louise O'Neill. Oversat af Emilie Sonne Harild Gaardboe. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen Asking For It. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Gave/anmeldereksemplar tilsendt af Gyldendal.

Det er en Facebook-side, jeg aldrig har set før, men den har et billede af mig som profilbillede. Siden har hundredvis af likes og navnet „Nemme-Emma.“ Jeg er tagget på alle billederne.

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre.
Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.


Hold nu op, hvor er der mange følelser på spil i denne her bog. Jeg kan lige så godt bare sige det som det er: jeg hader denne her bog. Og præcis derfor elsker jeg den.

Hun bad selv om det handler om overgreb, om voldtægtskultur og victimblaming, om følelser af skam og ensomhed, fortvivlelse og selvbebrejdelse. Den handler om familie og venskab, og om hvordan det kan være svært at vide, hvad der er bedst for en selv, når man står i en situation, man slet ikke kan overskue. Emma O’Donovan er lidt af en bitch til at begynde med. Hun er vant til at være skolens smukkeste pige, endda byens, og det er tydeligt, at hun forventer, at alle skal mene det samme og hun går så meget op i det, at det bliver irriterende at læse om og det påvirker hendes venskaber med hendes veninder. Men selv om jeg ikke bryder mig om hende til at begynde med, så vil jeg aldrig, aldrig ønske det for nogen, at der sker det, der sker for Emma. Hun bad selv om det er en virkelig skarp bog, der på bedste vis illustrerer, hvor svært det kan være at finde hoved og hale i det hykleriske samfund, vi befinder os i. Vi skal hjælpe andre og hvis folk er kommet noget til, skal man selvfølgelig tage dem seriøst og hjælpe dem. Og da Emma har mest brug for hjælp, vender skolens elever hende ryggen, alle i byen og sikkert mange flere har set ikke bare et, men rigtig mange rigtig nærgående, vulgære, klamme og nedsættende billeder af Emma, og hendes forældre prøver desperat at hjælpe hende, men det er som om, de ikke kan se, at hun ikke tager imod hjælpen, men bare lader som om. Det var utroligt frustrerende at læse om og jeg havde sådan en følelse af afmagt og sorg over, hvordan det på trods af helt åbenlyse beviser er som om, det er Emma, der er the bad guy. Også fordi hun konsekvent bebrejder sig selv for konsekvenserne af, at hun har valgt at melde det, der er sket. Som om de anklagede ikke selv tog et valg. Jeg hader når det flyver rundt med ord som ”boys will be boys”, ”hun bad selv om det” og kommentarer om alkoholindtag og påklædning. At vi lærer unge piger, at de ikke skal blive overfaldet i stedet for at lære drenge (og piger) ikke at overfalde. Et mangel på nej er ikke ensbetydende med et ja.

Emma er 18 år gammel og som sådan en helt almindelig pige, hun i gang med gymnasiet og går op i fyre, fester og sine veninder. Og sig selv. Selv om meget af bogen foregår omring hende alene, efter hun er blevet udstillet og udstødt, så er der alligevel også plads til de forskellige bipersoner, som hendes forældre og hendes veninder. De udgør alle sammen så almindelige mennesker, der på trods af rigdom eller skønhed virker lidt lige som den gennemsnitlige by. Men der sker noget i Ballinatoom, der er langt ud over det sædvanlige og som giver genlyd i både de irske og de internationale nyheder. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, man får en ret god forklaring på det i teksten om bogen og faktisk synes jeg, at det fungerer bedst, når man selv læser det. Når man som læser igen og igen hører Emmas tanker vende tilbage til billederne, til det, hun er reduceret til. Jeg vil gerne indrømme det, Emmas historie fik mig til at græde som pisket på mere end et tidspunkt. Hun bad selv om det er en smertefuld historie og så realistisk, at slutningen slår ekstra hårdt. Jeg elsker slutningen fordi den er så ærlig og jeg hader den af samme grund.

Det er ikke uden grund, at jeg er enig i, at Louise O’Neill her har skrevet en af årets vigtigste ungdomsbøger. Faktisk vil jeg sige bøger generelt. I tider med #MeToo, der bliver både hyldet og nedgjort, er Hun bad selv om det en virkelig barsk og ærligt gengivelse af, hvor svært det er at finde ud af, hvad man skal gøre, når alle omkring en siger at man selvfølgelig skal have hjælp, indtil det bliver aktuelt. Jeg tror desværre, at der er rigtig mange unge piger, der kan se sig selv i Emma og hendes følelse af gerne at ville have det overstået. Følelsen af, hvis bare det hele kunne gå væk og man kan ikke overskue, at det vil komme til at tage rigtig lang tid, før der sker en endelig beslutning.  Emma er ikke en karakter, Louise O’Neill har skabt, hun er overalt og flere steder end man går og tror. Hvis man ikke tror på, at der er et problem med voldtægtskultur, så vil jeg virkelig anbefale, at man læser Hun bad selv om det. For det er ikke bare fiktion, man sidder med mellem hænderne. Det kunne lige så godt være en virkelig historie. Og den vil gøre dig vred. Af mange grunde. Jeg mistede overblikket over, hvor mange små øjeblikke, der irriterede mig grænseløst og hvor mange, der endte med at give mig et sug i maven af afmagt og samtidig en tanke om, at der bliver nødt til at ske noget. Emma vil ikke være et eksempel, den hvis sag bliver en forgangssag for alle andres. Men måske kan hun blive det alligevel. Jeg tror i hvert fald godt, at Hun bad selv om det kan bruges til at forklare det uforklarlige. Skammen, ensomheden, trangen til at leve et normalt lv, følelsen af at ens krop aldrig bliver ens egen igen, det totale tab af kontrol over ens liv.

fredag den 8. december 2017

Midnatskronen (Throne of Glass #2) af Sarah J. Maas


Midnatskronen (Throne of Glass #2) af Sarah J. Maas. Oversat af Sarah Thomsen. Udgivet af Tellerup i 2017, oprindeligt udgivet i 2013 med titlen Crown of Midnight. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
Anmeldelse af den første bog i serien, Kongens forkæmper.

Celaena Sardothien, Adarlans farligste snigmorder, er blevet kongens forkæmper, og skal slå ihjel på hans forlangende. Udadtil følger hun kongens ordrer, men i det skjulte modarbejder hun ham. Det bliver dog stadig sværere at forsvare gerningerne over for vennerne, der intet kender til hendes private oprør.
Den for længst hedengangne dronning, Elena, sætter samtidig Celaena på en svær opgave, og Celaena må søge hjælp for at løse den.
Da kongen giver hende ordre til at eliminere en lokal oprørsbevægelse, tager begivenhederne dog fart, og Celaena opdager at der står mere på spil end hun først troede. Så intrigerne vige for kampen om overlevelse ...


I Midnatskronen fortsætter snigmorderen Celaenas historie og tager nogle ret vilde spring, så har jeg sagt det. Hvis man ikke har læst den første bog, vil der forekomme spoilers fra nu af. Jeg er vild med den måde, historien starter op på og ret hurtigt sætter læseren ind i, hvad der er sket i tidsrummet imellem de to bøger. Det er ikke gået stille for sig efter Celaena vandt konkurrencen om at blive kongens forkæmper, og hvis man troede, at det ville blive let, så tager man grueligt fejl. For Maas har virkelig sørget for, at der er mange ting på spil hele tiden og det er som om, hun også selv farer en smule vild i det på et tidspunkt. Jeg havde i hvert fald en oplevelse af at være meget forvirret på et tidpunkt cirka midt i bogen, hvor jeg ikke helt kunne finde ud af, hvilke hints, der hang sammen med Celaenas arbejde som forkæmper og hendes plan med det, og så Elenas planer med Celaena. Det blev lidt for meget et stort sammensurium i mine øjne og selv om jeg ikke kunne lade være med at læse videre alligevel og ret hurtigt kom igennem de næsten 600 sider, så var det stadig et stykke tid, hvor alting var så rodet. Der er sket en stor udvikling i karaktererne fra den første bog, især Celaena, både fra forfatterens side, men også bare sådan at det passer til historien. Celaena gemmer sig stadig, men hun har udviklet sig en del fra den pige, man møder i starten af Kongens forkæmper og hen mod slutningen af Midnatskronen har hun været endnu mere igennem, der har påvirket hende og så har man som læser fået et meget tydeligere billede af, hvem hun er rigtigt.

Celaenas synspunkt bliver understøttet af Chaol og Dorians, hvilket er et godt greb, der giver læseren indblik i nogle af de ting, som Celaena ikke har adgang til eller misforstår, men det tager også lidt af luften ud af det øjeblik, hvor Celaena tror, at Chaol har forrådt hende og Nehemia på ondeste vis. Det ved læseren allerede ikke passer og jeg tror bare, det havde hjulpet, hvis man slet ikke havde set det komme. Til gengæld kan jeg godt lide de tre synsvinkler og det faktum, at det tilsyneladende bevæger sig væk fra et irriterende trekantsdrama. Jeg siger tilsyneladende, fordi jeg alligevel er lidt i tvivl, om det holder. Men med den slutning, kan det godt være, at det slet ikke bliver aktuelt. Og apropos slutningen: jeg havde set den komme. Længe inden. Jeg blev ikke spor overrasket over at finde ud af, hvem Celaena er, ikke efter man tidligere er vidne til, hvad hun kan. Og andre hints. Jeg vil dog også sige, at det lige så godt kan skyldes, at det er en del år siden, at bogen udkom og jeg har med garanti læst et eller andet på nettet uden at bemærke det. Og jeg tror faktisk stadig, at det vil komme bag på nogle læsere. Det var dog ikke det plottwist, der overraskede mig mest. Det her helt klart Nehemia, og det værste er, at det kom næsten lige efter, der endelig var sket noget, jeg havde ventet på siden bog et. Så jeg gik fra en ”yes endelig”-følelse til at sidde og føle mig totalt snydt og ikke mindst trist. Der var et kort glimt eller to af, hvad det får af konsekvenser, og det er bestemt noget, jeg ser frem til at læse mere om, lige som jeg er spændt på, hvor Celaena ender henne efter den slutning.

Jeg bliver også nødt til at rose den danske oversættelse. Jeg har i mange år været rigtig træt af danske oversættelser af især fantasyromaner, og er til en vis grad stadig mere interesseret i at læse på originalsproget, hvis det er et sprog, jeg mester (altså engelsk). Men Midnatskronen er godt oversat, jeg har læst en del, der ikke var videre imponeret over det originale engelsk, men jeg synes, det danske sprog fungerede godt i bogen og jeg glemte til tider, at jeg læste den oversættelse. Det sker ikke særligt tit, og derfor vil jeg gerne bemærke det. Det er ikke fejlfrit, men hvilken bog er det? Jeg nød bogen i fulde drag i toget og når den næste engang kommer på dansk, så regner jeg bestemt med, at jeg vil læse videre, for der er så mange ting, jeg gerne vil have svar på snart.

 

Template by BloggerCandy.com