fredag den 15. februar 2019

Irsk krigspoesi, britiske spøgelsesnoveller, og amerikansk naturnonsens

A terrible beauty is born (Little Black Classics #98) af W. B. Yeats. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i årene 1988-1923. 52 sider. 
But I, being poor, have only my dreams; / I have spread my dreams under your feet...'

By turns joyful and despairing, some of the twentieth century's greatest verse on fleeting youth, fervent hopes and futile sacrifice.
Jeg har ikke læst noget af Yeats før og derfor så jeg ret meget frem til at læse det her lille udvalg af hans digte. Udvalget spænder ret bredt fra hans forfatterskab og det gjorde bogen til en ret underlig oplevelse at læse, for der sker en ret stor udvikling i hans forfatterskab fra da han starter og virkelig er inspireret af romantikkens naturhyldest, og til han senere i sit liv bevæger sig mere over i friere skrivestil og i særlig høj grad drager inspiration fra det irske. Især brugen af de irske myter betød, at jeg var nødt til at researche mig lidt frem til hvem det var, han snakkede om, når han bruge indviklede navne på sagnfigurer eller i sine mange digte om Irlands kamp for frihed omtalte rigtige begivenheder og mennesker i meget vage vendinger. Det generede mig dog ikke specielt meget, når jeg havde fundet ud af det, der forvirrede mig, læste jeg ofte digtet igen og jeg nød den måde han bruger sproget på til at skrive om nogle meget voldsomme hændelser. Især titeldigtet var jeg ret vild med og et par andre af digtene om krig og Irlands uafhængighed. Men det digt, der i begyndelsen citeres og også findes i den bagsidetekst, jeg har gengivet, var et af dem, der gjorde et indtryk på mig fordi det var så anderledes end størstedelen af bogen. I det hele taget var det et fint indblik i Yeats' forfatterskab og jeg kunne godt tænke mig at læse mere og følge hans udvikling.


To Be Read at Dusk (Little Black Classics #86) af Charles Dickens. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i 1852. 58 sider.
'The monstrous thought came into my mind as I perused the fixed eyes and the saturnine face, that this was a spirit, not a man.'
Three ghostly tales from a master of the form, 'The Signalman', 'The Trial for Murder' and the title story, 'To Be Read at Dusk'.
Jeg er ret sikker på, at jeg har læst i hvert fald en af disse tre spøgelseshistorier før. I hvert fald kan jeg nemt genkende Dickens' mystiske stil, når han skriver om spøgelser, mystiske hændelser, overtro og lignende. Den første historie, 'The Signalman' var nok min favorit, hvor en jeg-fortæller møder en signalmand på datidens jernbane. Hans job er at signalere til togene, og da fortælleren møder han, får han fortalt en meget mystiske historie om spøgelseslignende skikkelser og signaler, der ikke burde være givet. Det hele viser sig at være en forudsigelse af signalmandens skæbne og historien havde præcis den form for uhygge, som jeg husker fra Dickens' Complete Ghoststories. Jeg tror nok, at alle tre historier i denne her bog, også er i førnævnte samling, hvilket også er derfor, jeg er sikker på, at jeg har læst dem før. Det gjorde bogen ret let at læse og hvis man er interesseret i at læse mere af Charles Dickens, så er den et godt sted at starte. Nok mest fordi den er ret kort og til at overskue, i  modsætning til mange af hans romaner, der er nogle meget store murstene. Men bogen viser også kun en side af et forfatterskab, som jeg ellers holder meget af, det er kun spøgelseshistorier og mysterier og jeg kunne godt savne mere omkring hans meget billedrige social realisme fra tiden, som man finder i hans romaner.


On the Beach at Night Alone (Little Black Classics #10) af Walt Whitman. Udgivet af Penguin i 2015, først udgivet i 1881. 64 sider.
'All nations, colors, barbarisms, civilizations, languages...'

A selection taken from Walt Whitman's Leaves of Grass.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg har tidligere læst Leaves of Grass af Walt Whitman og fandt ud af, at det var mildt sagt en meget blandet læseoplevelse. Desværre var det som om denne her bog havde samlet alt det, jeg ikke brød mig ret meget om ved hans berømte værk og udvalgt netop de digte, der for mig gav mest mening. Jeg kan godt se, rent teknisk, at det er godt skrevet og han er god til at bruge både sproget og digteformen til at danne billeder hos læseren og fortælle en historie. For mig at se var det meste af det han fortalte desværre bare nonsens, hvor han fortaber sig i naturen og prøver på at beskrive den i overdådige vendinger, nærmest anser sider af den for at være overnaturlig eller lignende. Måske forstod jeg det bare ikke, sådan som han ønskede man skulle forstå det, men at læse On the Beach at Night Alone føltes forvirrende og fjollet og jeg vil hellere læse det samlede værk igen, for der var på en eller anden måde mere sammenhæng i det jeg læse. Men jeg tror godt, jeg kan sige, at jeg nok aldrig bliver fan af Walt Whitman efter flere forsøg.

onsdag den 13. februar 2019

Fyrtårnet af Nikolaj Johansen


Fyrtårnet af Nikolaj Johansen. Udgivet af Tværveje i 2018. 
 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget efter aftale.

Velkommen til Fyrtårnet – en fortælling, hvor det er dine valg, der bestemmer handlingen.

Du får noget af et chok, da du efter mange år vender hjem til din fødeø Rurholm og opdager, at din far er blevet myrdet. En hektisk jagt efter sandheden går i gang. Ikke bare om motivet bag mordet, men også om dig selv og dit ophav. Øboerne har deres egne hemmeligheder og skjulte motiver, og det er op til dig at gennemskue dem, hvis du vil slippe fra øen med livet og forstanden i behold.

Fyrtårnet er en labyrintisk roman fyldt med uhyrlige bæster, onde drømme og grusomme hemmeligheder, hvor du som læser skal vælge din egen vej gennem historien.

Dine valg, din historie.
Jeg er ikke særlig velbevandret i vælg-din-egen-historie bøger, faktisk er det kun anden gang, jeg prøver det her format med terninger og skemaer og en masse forskellige valg, man som læser skal tage. Men det har været en sand fornøjelse at bruge tid på Rurholm i Fyrtårnet.

Nu vil jeg ikke afsløre hvad handlingen er, eller hvilke mange mysterier, man kommer ud for i løbet af ens besøg på øen, men jeg kan godt afsløre, at jeg ikke havde set det komme præcis hvad der ligger og lurer i baggrunden. Og det er ikke fordi historien er ligetil at spille sig igennem. Jeg kom både ud for at jeg blev for vanvittig af de mange hemmeligheder og mystiske ting, jeg som hovedperson fik indsigt i, og jeg traf nogle ret dårlige valg undervejs, der endte min historie før jeg rigtig havde fået styr på den. Faktisk tror jeg, jeg spillede mig igennem historien mere end fire gange, og det var kun en gang, hvor jeg for alvor kom hele vejen rundt og fik afsløret de rigtige ting, taget de rigtige valg og kom derfra med en løsning på mysteriet og livet i behold.

Jeg kan ikke forestille mig, hvor besværligt det må være at skrive en historie på denne her måde. Det er så mange forskellige plottråde at holde styr på, flere forskellige måder hvorpå man kan nå til samme afsløring eller handling, og så optræder historien ikke i kronologisk rækkefølge, men man bladrer frem og tilbage i bogen efter de anvisninger, man får. Det må kræve meget planlægning at få en historie til at hænge sammen på trods af disse udfordringer, og der må jeg sige, at denne her bog gjorde det rigtig godt. Jeg blev ikke forstyrret af formatet eller når jeg skulle tage noter, det føles rigtig meget som at sidde og spille en meget let udgave af Dungeons & Dragons med mig selv, hvor det var bogen, der havde planlagt kampagnen og mig, der forsøgte at regne ud hvad jeg skulle. Jeg fik flere timer til at gå i selskab med bogen og hyggede mig meget med at prøve forfra, når jeg havde taget en farlig beslutning og holde styr på det, jeg allerede havde fået oplyst. Jeg kan kun forestille mig, at man som læser vil have meget sjov med at spille sig igennem bogen og jeg tror både ældre og yngre læsere vil finde historien spændende og lade sig rive med af den.

tirsdag den 12. februar 2019

Top Ten Tuesday #62


Top Ten Tuesday er et ugentlig tiltag, først startet af The Broke and the Bookish, og som i dag styres af That Artsy Reader Girl. Det går meget enkelt ud på, at der er en overskrift til hver uge, og så sammensætter man en liste på 10 under det emne. I denne uge bærer emnet præg af at det er Valentinsdag på torsdag, og lyder Favourite Couples in Books. Min liste kommer til at bære præg af, at det er de par, jeg er kommet i tanke om til at starte med og hvis jeg blev ved længe nok, kunne jeg med sikkerhed finde på langt mere end 10 par.

  • Cath og Levi fra Fangirl af Rainbow Rowell (venner til kærester, tilsat en fælles veninde/tidligere kæreste)
  • Audrey Rose Wadsworth og Thomas Cresswell fra Stalking Jack the Ripper og resten af serien af Kerri Maniscalco (kollegaer til forelskede med et drys af tidens anderledes holdning til kønsroller)
  • Isla og Josh fra Isla and the Happily Ever After af Stephanie Perkins (ugengældt crush eller ej til mere)
  • Meggie og Doria fra Inkworld-trilogien af Cornelia Funke (overraskende forelskelse, ikke den første store forelskelse).
  • Blue Sargent og Richard Gansey III fra The Raven Cycle af Maggie Stiefvater (lang, lang, lang tids opbygning og underliggende spænding, Ronan/Adam er også fantastiske!).
  • Aristoteles og Dante fra Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Saénz (venner til kærester, men med mange uforudsete, og nogle forudsete, forhindringer)
  • Remus Lupin og Nymphadora Tonks fra Harry Potter serien af J. K. Rowling (fordomme, sammensvorne til ægtefolk, nybagte forældre, kan man andet end at elske dem?)
  • Aragorn og Arwen fra The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien (en slags genspejling af Beren og Luthien, men med en lykkelig slutning, også inspireret af Tolkiens egen kærlighed til hustruen Edith).
  • Elizabeth Bennett og Fitzwilliam Darcy fra Pride and Prejudice af Jane Austen (sociale normer, kønsroller, misforståelser og den bedste selverkendelse for begge karakterer).
  • Juliette og Warner fra Shatter Me-serien af Tahereh Mafi (fjender til kærester).
Hvilket fiktivt par er dit yndlings?

mandag den 11. februar 2019

The Cruel Prince (The Folk of the Air #1) af Holly Black

 
The Cruel Prince (The Folk of the Air #1) af Holly Black. Udgivet af Hot Key Books i 2018. FairyLoot udgave fra Januar 2018 boksen. 370 sider.
One terrible morning, Jude and her sisters see their parents murdered in front of them. The fearsome assassin abducts all three girls and brings them to the world of Faerie, where Jude is installed into the royal court. Mocked and tormented for being merely mortal, Jude soon realises that to survive in this treacherous, dangerous, new world, she needs to be as smart, cunning and deceitful as the Fey themselves.

But the stairway to power is fraught with shadows and betrayal. And looming over all is the infuriating, arrogant and charismatic Prince Cardan. Jude must take the utmost care …
The Cruel Prince er lidt af en speciel størrelse. Det er nemlig langt fra alt, jeg synes var særlig fedt at læse om og alligvel endte jeg med at være rigtig glad for bogen. Holly Blacks fae-verden er alt andet end ringlende klokkeklar latter, små Klokkeblomt-lignende feer og magi. Det er mørkt og dystert, det er voldeligt og grusomt og titelpersonen er helt bestemt “cruel”. Jeg kan godt lidebogen, netop fordi den tør gå ud over denne her grænse og fortælle en historie hvor de voldsomme sider ikke bliver gemt væk under vage vendinger og bratte kapitelafslutninger. I stedet får vi fra starten af mord og bortførelser, grufuld mobning der minder om tortur, snigmord og noget der mest af alt minder om Game of Thrones’ Red Wedding. The Cruel Prince er ret dark fantasy og jeg tror bestemt på, at det er noget man skal være opmærksom på, når man går ind til bogen.

Hovedpersonen Jude er en af to menneskepiger, der bliver bortført til fae-verdenen som små efter at deres mor og far  er blevet brutalt myrdet. Af manden der bortfører dem. Af en eller anden grund vælger han at opfostre dem som sine egne døtre, men på grund af at de er mennesker, bliver de set ned på og decideret hadet af de andre fae. Især Jude er fast besluttet på at skabe sig en position i det her samfund, hvor hun ikke længere er et svagt menneske, men kan få en magt over sine modstandere. Hendes søsters plan for at være i fred er ret anderledes og påvirker Jude i en ret uventet retning, men fælles for dem begge to er, at de ikke vil tilbage til menneskenes verden, som de kun har svage minder fra. Jude bliver spion for en af Kongens mange sønner og bliver viklet ind i et farligt spil af bedrag og magtsyge, der også tæller hendes mest indædte fjende, prinsen Cardan. Men tro ikke, at Jude er en god person bare fordi hun er et menneske, faktisk viser hun sig hurtigt i stand til at gøre de mest voldsomme ting for at beskytte sig selv og sine søstre. Der er ingen af karaktererne i bogen, der er helhjertet gode og Jude får hurtigt brug for sin snarrådighed, da hendes mulighed for en sikker position som tronarvingens spion bliver flået fra hende. I stedet opdager hun en langt dybere hemmelighed og må lægge en plan ikke kun for at beskytte sine søstre og sig selv, men også hendes fosterbror, omend modvilligt også prins Cardan og ikke mindst fae-verdenen mod end endnu mere voldelig fremtid.

Jeg kunne virkelig godt lide den retning historien tog og den måde, Holly Black blander fae-mytologi med en actionfyldt historie om en ret speciel hovedperson. Selv om det er nemt at holde med Jude det meste af tiden, så får man også nogle gange indtrykket af at livet i denne verden har forandret hende til det værre. Jeg fik en knude i maven af at læse om hvordan hun bliver behandlet og måtte lægge bogen fra mig, men jeg blev gang på gang drevet tilbage til historien for at se, hvad der ville ske. Jeg havde lidt set det allersidste plot twist komme, men det betød ikke at jeg ikke blev overrasket undervejs. Holly Black har skrevet en mørk og voldsom fanatsyfortælling, der ikke lægger fingre imellem, men stoler på at son læser kan klare det og besvarer det med en fængende fortælling om magi, magt, politik, hemmeligheder, bedrag og en piges forsøg på ikke at styre hendes verden direkte mod kaos. 

søndag den 10. februar 2019

Everless (Everless #1) af Sara Holland

 
Everless (Everless #1) af Sara Holland. Udgivet af  Orchard Books i 2018. 361 sider.
In the land of Sempera, the rich control everything - even time. Ever since the age of alchemy and sorcery, hours, days and years have been extracted from blood and bound to iron coins. The rich live for centuries; the poor bleed themselves dry.

Jules and her father are behind on their rent and low on hours. To stop him from draining himself to clear their debts, Jules takes a job at Everless, the grand estate of the cruel Gerling family.

There, Jules encounters danger and temptation in the guise of the Gerling heir, Roan, who is soon to be married. But the web of secrets at Everless stretches beyond her desire, and the truths Jules must uncover will change her life for ever ... and possibly the future of time itself.
 
Everless er en ret speciel fantasyroman, og jeg vil sige, at selv om den ikke helt var den historie, jeg havde regnet med, så endte jeg med at kunne lide den rigtig godt alligevel. Til at begynde med så er det et meget specielt magisyatem, som Sara Holland præsenterer sin læser for. Det er specielt fordi det man får at vide i synopsen godt nok er det centrale i magien, men der er så meget mere i det end det. Bag hele alkymien med at binde levetid til metalmønter befinder sig en nærmest mytologisk historie, som hovedpersonen først ikke engang er sikker på er en virkelig hændelse og ikke bare en glorificeret fortælling skabt for at gøre hele systemet mere mystisk og mere “sådan hænger det afgjort sammen”-agtigt. Man stiller ikke spørgsmål ved hvordan eller hvorfor de mystiske figurer The Queen og så The Magician eller noget i den stil (jeg kan ikke huske hvad han bliver kaldt) overhovedet begyndte på at binde livsår til metalstykker ved hjælp af blod.

Når det så er sagt, så er denne overordnede baggrundshistorie ikke det, der bliver lagt mest vægt på i læbet af bogen. Det er derimod Jules’ historie, da hun i desperation efter ikke at miste sin far tager et job på det store Everless-gods, hvor hun voksede op som barn. Det er meget modvillig, at hun vender tilbage, og som læser får man langsomt er billede af, hvad der er sker dengang hun og hendes far stak af fra godset. Men om det Jules husker, også er det, fer virkelig skete, det er ret uvist.

Jeg følte mig ret forvirret over den måde historien bliver fortalt på, hvor megrt af Jules’ oplevelser bunder i den mystiske fortælling om the Queen og thr Magician. Det føltes nogle gange lidt rodet, men det var svært ikke at lade mig rive med. Og det er bestemt en spændende historie, der byder på overraskede afsløringer, uventede skurke og allierede, dybe hemmeligheder, en ældre kvindes syriske skæbne i en mystisk forladt by, alkymi og magi i fascinerede samspil, skjulte identiteter og rigeligt med handling. Jeg er vild med bogen og især med den hæsblæsende afslutning, der får det til at krible i fingrene på mig efter at læse bog to. Så vidt jeg ved, er det en duologi, så det er ikke fordi man skal ud og have fat i en lang serie. Jeg skal i hvert fald læse videre, for Everless er anderledes og unik fantasy med mange spændende karakterer og figurer og ikke mindst et helt fantastisk magisyatem, som jeg kun kan beundre vidt.

fredag den 8. februar 2019

Lost in a Book af Jennifer Donnelly

 
 Lost in a Book af Jennifer Donnelly. Udgivet af Paper Rocket i 2017. 341 sider.
An original addition to the beloved Beauty and the Beast fairy tale, Lost in a Book follows the lonely, bookish Belle as she finds an enchanted book in the Beast’s library called Nevermore that carries her into a glittering new world. There, Belle is befriended by a mysterious countess who offers her the life she’s always dreamed of.

But Nevermore is not what it seems, and the more time Belle spends there, the harder it is to leave. Good stories take hold of us and never let us go, and once Belle becomes lost in this book, she may never find her way out again.
Denne her bog er sød. Det er virkelig det nemmeste måde at sige det på. Jeg er vild mes genfortællinger af eventyr og er stødt på mange forskellige slags. Men jeg kan ikke huske, om jeg tidligere er stødt på en bog, som ikke er en decideret genfortælling, men en slags midt-i-fortælling. Lost in a Book foregår midt i den klassiske Disney fortolking af eventyret om Skønheden og Udyret og giver er bus på en af de mange magiske ting, der kunne være sket i en af montage-scenerne. I den tis vi ikke ser i tegnefilmen. Det er kreativt fundet på og meget underholdende at læse om, men det betyder også at størstedelen af karakterudviklingen mangler. Vi behøver ikke få at vide hvem de forskellige karakterer er eller hvad der kendetegner dem, for vi kender dem allerede.

I bogen bliver læseren taget med på Belles eventyrlige, men meget farlige rejse til Nevermore, en magisk verden inden i en bog, der er skabt af Døden. Og her er det at Donnelly får mulighed for at udfolde sit eget univers og magiske regler og karakterer. Den måde hun blander det velkendte med noget nyt er kreativt og legende og det var sjovt at læse om. Men bogen var det forudsigelig og meget præget af de klassiske eventyrtræk som alting i 3, riddere, prinsesser, en ond “dronning” og så videre. Det gør som sådan ikke så meget så længe man er klar over det, når man går ind til bogen og ikke forventer hundrede procent nyskabelse.

Og alligevel er der noget ret specielt ved bogen. Den starter med et væddemål mellem Kærligheden og Døden og midt i deres evighedskedsomhed bliver Belle og Udyret altså fanget. Det er Døden, der lokker Belle til Nevermore for at hun ikke skal ophæve fortryllelsen over Udyret og alle på slottet, som også er fremkommet af de to abstrakte søstres evindelige stridigheder. At gøre Kærlighed og Død til egentlige karakterer på denne måde er ret specielt, men det fungerer fint i et fantasipræget univers hvor det gælder om at være åben for muligheder.

Selv om bogen var meget forudsigelig for mig, så kunne jeg godt lide den. Jeg var godt underholdt og ret fascineret af den verden Donnelly skaber i Nevermore. Historien tager måske sit udgangspunkt i eventyret om Skønheden og Udyret - som jeg i øvrigt slet ikke har noget imod og faktisk er ret glad for - og måske læner den sig også lige rigeligt op ad både denne historie og læserens indforståede viden, men den tilføjer også sit eget til fortællingen. Det er en sød og underholdende lille magisk fortælling, men ikke meget mere end det.

mandag den 4. februar 2019

Etiquette & Espionage (Finishing School #1) af Gail Carriger

 
Etiquette & Espionage (Finishing School #1) af Gail Carriger. Udgivet af ATOM i 2013. 312 sider.
 Fourteen-year-old Sophronia is a great trial to her poor mother. Sophronia is more interested in dismantling clocks and climbing trees than proper manners, and the family can only hope that company never sees her atrocious curtsy. Mrs. Temminnick is desperate for her daughter to become a proper lady. So she enrolls Sophronia in Mademoiselle Geraldine's Finishing Academy for Young Ladies of Quality.

But Sophronia soon realizes the school is not quite what her mother might have hoped. At Mademoiselle Geraldine's young ladies learn to finish ... everything. Certainly, they learn the fine arts of dance, dress, and etiquette, but they also learn to deal out death, diversion, and espionage - in the politest possible ways, of course. Sophronia and her friends are in for a rousing first year's education ...
Etiquette & Espionage er en genlæsning for mig, og jeg er mindst lige så glad for den her anden gang, som jeg var første gang jeg læste den. Jeg har en svaghed for historisk fantasy, især sat i Regency eller Victorian æraen og det får man også her. Bogen er starten på en morsom og underholdende steampunk serie for de lidt yngre, hvor der er vampyrer og varulve, men også såkaldte flyvaymen (i stedet for highwaymen eller landevejsrøvere), flyvende skoler på dampkraft og midt i det hele en helt vildt skøn hovedperson i Sophronia.

Sophronia er hendes mors hovedpine, i en tid hvor piger skal være ladylike og opføre sig pænt og ordentligt hele tiden, er hun mere interesseret i hvordan ting fungerer og ikke mindst indehaver af en uheldig kombination af nysgerrighed og klodsethed. Det er ikke altid hendes mening at gøre sin mor og familie forlegne, men det er lige som det hele tiden sker. Så til at starte med er det ikke nogen overraskelse, at hendes mor vil sende hende til en skole, hvor hun kan lære at opføre sig som en Lady med stort L. Det er bare ikke den slags skole hendes mor regner med.

På skolen møder Sophronia de andre nye elever og til hendes store forvirring lader det til at timerne ikke kun går ud på manerer, at neje, og andre kedelige ting, men også mere nærmest kriminelle egenskaber så som knivkast, hvordan man skjuler en kniv på sin krop, indsamling af informationer, den fine kunst at kunne konversere og føre en samtale uden egentlig at sige noget og da slet ikke afsløre nogen hemmeligheder og meget mere. For Sophronia er det dog helt perfekt og jeg havde sådan set været helt tilfreds med at følge hendes hverdag på sådan en skole. Men selvfølgelig skal vi også se hvordan hun og hendes medsammensvorne kommer til at få brug for deres nye evner.

På vejen til skolen bliver hestevognen nemlig angrebet og mens hun improviserer en plan for at redde dem, overhører Sophronia dem kræve en prototype på et eller anden ukendt. Og hun er for nysgerrig til at lade det ligge. Det fører til en meget større historie, der sender Sophronia ud på en hemmelig opgave for at forsøge at finde denne ukendte prototype, så den ikke falder i de forkerte hænder. Deres plan er over-the-top, vanvittig og morsom samtidig med at den er godt udtænkt. Efterhånden har denne her bog nogle år på sig og jeg har ikke rigtig set nogen snakke om den før, men jeg kan virkelig godt lide serien og jeg er sikker på, at mange andre vil finde universet lige så fascinerende og de skøre påfund lige så underholdende. Jeg har også langt om længe fået skaffet mig de tre andre bøger i serien, så jeg kan læse den færdig og jeg glæder mig virkelig meget til at følge med i flere eventyr. Jeg tror, det at læse som Sophronia og de andres næsten heist-lignende eventyr var med til at starte en interesse i den slags bøger, og det er stadig en af de mest underholdende, jeg har læst. Bogen er hurtigt læst, det er ikke et svært sprog og karaktererne er nemme at holde af. Jeg er spændt på at lære mere om mekanikken bag den flyvende skole, og til flere hemmelighedsfulde timer. Og så håber jeg, at der måske er flere, der får øjnene op for serien, for jeg synes den har meget at byde på, selv om den efterhånden er nogle år gammel. Flotte kjole, snedige heltinder med skøre planer, hemmelighedskræmmeri og en fin blanding af fantasyvæsner og steampunk-teknologi. Bogen holder hvad den lover og hvad mere kan man bede om?

søndag den 3. februar 2019

I am Number Four (Lorien Legacies #1) af Pittacus Lore

I am Number Four (Lorien Legacies #1) af Pittacus Lore. Udgivet af HarperCollins US i 2011. Først udgivet i 2010. 440 sider.
John Smith seems like an ordinary teenager, living a normal life with his guardian Henri in Paradise, Ohio. But for John, keeping a low profile is essential, because he is not an ordinary teenager. He’s an alien from the planet Lorien, and he’s on the run. A group of evil aliens from the planet Mogadore, who destroyed his world, are hunting anyone who escaped.
Nine Loric children were sent to Earth to live in hiding until they grew up and developed their Legacies, powers that would help them fight back—and help them save us. Three of them are now dead. John is Number Four, and he knows he’s next….
Okay, indrømmet, I Am Number Four er ikke en af de bedste bøger og jeg ved, at det er en, der har fået meget blandede anmeldelser på Goodreads. Og jeg kan godt forstå hvor folk kommer fra. For mig var det at genlæse bogen som at være tilbage blandt gamle venner og jeg nød det i fulde drag. Og alligevel har jeg valgt at tage et hjerte af min oprindelige bedømmelse fra før 2013. Jeg tror ikke, jeg har genlæst bogen siden da, og fordi jeg vil færdiggøre flere serier i år, er jeg begyndt at genlæse serien forfra, for jeg kan ikke huske nogen detaljer overhovedet.

Mit problem med denne her bog er helt sikkert kærlighedshistorien. Jeg er slet ikke fan af John/Four og Sarahs forhold, der er insta-love, super hurtigt udviklende og mest af alt reducerer det rigtig meget begge karakterers udvikling i bogen. Jeg kan godt lide hvem vi får at vide, at Sarah er: en pige der mere eller mindre har genopfundet sig selv efter at have været kun "cheerleader og quaterbackens kæreste", men det meste af det man ser til hende i bogen er John, der piver over ikke at være sammen med hende døgnet rundt og beskriver hendes udseende igen og igen. Det ærgrede mig så meget at genlæse bogen og virkelig se hvor fladt deres forhold er og det gjorde også, at jeg ganske enkelt ikke kan lide John/Four. Jeg får sådan lyst til at slå ham i hovedet over den måde han hænger over Sarah på og lader hans følelser for hende styre alle sine valg, selv når han selv eller hans nærmeste er i fare.

Når det så er sagt, så er der også dele af denne her bog, jeg rigtig godt kan lide, også efter så lang tid. Det trækker delt klart bogen op igen fra 3 til 4 hjerter, at jeg stadig er super fascineret af Loric-racen, og de glimt vi får af deres verden og ikke mindst magisystemet. Fordi bogen sætter en serie på syv bøger op, er det til tider lidt for meget info-dump, når det kommer til planeten Lorien og hele historien der sendte de ni børn til Jorden.

Apropos de ni børn, så ved jeg jo så allerede på forhånd at vi kommer til at få flere synsvinkler i de næste bøger, og jeg glæder mig til det. Jeg kunne godt savne lidt mere action i starten af bogen, hvor hele præmisset sættes op og der sker rigtig meget teenagedrama, for i den sidste halvdel af bogen sker der så meget, at det næsten ikke er til at følge med. Og mens en af mine absolutte yndlingskarakterer får lov til at få mere spalteplads, nemlig Sam, der på trods af at han er menneske absolut ikke er udulig i kampen mod den invaderende race af aliens. Jeg kommer til gengæld aldrig over Henri, jeg kan godt forstå at det sker og tabet af en mentorfigur er helt klart central i mange fantasyheltes historier, men det gør ondt alligevel.

Når alt kommer til at, så får bogen nok en lidt højere bedømmelse af mig på grund af nostalgi-faktoren, fordi det føles som at gense gamle venner. Til trods for at jeg kan finde flere mangler i bogen, så er jeg godt underholdt mens jeg læser, og der bliver lagt op til en kamp af episke proportioner. Og bogen er trods alt flere hundrede gange bedre end den film, der blev lavet for nogle år siden, jeg så faktisk den før jeg læste bogen og blev noget overrasket over hvor anderledes bogen er. Jeg vil anbefale I Am Number Four til folk, der kan lide serier, der sættes op lidt langsomt, til folk der kan se bort fra irriterende romantiske subplots, der gør karaktererne fladere, og som er villige til at gå videre med en serie selvom de ikke var blæst bagover af den første bog. For jeg ved, at det bliver bedre, og egentlig synes jeg ikke engang, at det er en dårlig start.

lørdag den 2. februar 2019

Elleskudt (Tågespind #2) af Signe Fahl

 
Elleskudt (Tågespind #2) af Signe Fahl. Udgivet af Ulven og Uglen i 2018. 423 sider.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Ulven og Uglen og forfatteren.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Ellekongen*.

Karen skal vænne sig til en ny hverdag i skoven sammen med Daniel, og sammen med ellepigerne. Mosen giver intet fra sig uden at få noget igen, og prisen for Karens nye liv udfordrer både hendes menneskelighed og hendes kristne livssyn. Men mosen er ikke den eneste modstander, for Daniel har en hemmelighed. En hemmelighed, der går tusind år tilbage, og som truer med at brænde skoven ned.
Hvis man er på udkig efter en stærk dansk fantasy, så vil mit bud helt sikkert være Tågespind-serien. Elleskudt er anden bog i serien og her formår Signe Fahl at hæve niveauet fra den første bog. Især bliver der fortalt meget mere om Daniels historie, og det var nok noget af det, jeg savnede mest i den første bog. Selvfølgelig er Karen hovedpersonen i begge bøger, men i kraft af at Daniel netop er den her mystiske figur som drager Karen væk fra hendes ellers typiske 1700-tals hverdag i en meget lille dansk landsby, så ved man som læser ikke ret meget om ham. Det bliver der lavet om på nu - og jeg er så vild med det. Daniels historie er fuld af ulykkelige forsøg på at hjælpe og sammen med Karen lærer vi hvordan Daniel blev ellekonge. Og som læser indser man også, at historien har meget mere at byde på en en ung piges fortryllelse af en ellekonge.

Jeg er vild med Daniels historie, der strækker sig over meget, meget, meget længere tid end jeg havde regnet med. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvilken periode han egentlig stammer fra, for selv om man får ret meget af tidens samfund at se, så føltes det ikke som noget, jeg genkendte. Det generede mig dog slet ikke mens jeg læste, jeg var alt for optaget af at følge med i Daniels skæbne og hvordan en tidligere ukendt trussel hænger over skoven hvor han og ellepigerne holder til. Til at begynde med forvirrede det mig lidt, at der var sådan en større historie at tage fat på, men da jeg først tænkte lidt over det, var det præcis hvad serien har brug for hvis ikke Elleskudt skulle blive for tynd en historie.

I denne her bog blev jeg virkelig også fan af Karens karakter, som får lov til at udvikle sig til så meget mere end det, hun kunne være blevet til i sit gamle liv. Og samtidig også på en helt anden og ikke nær så tiltalende måde, som hun havde regnet med, heller ikke i slutningen af den første bog. Karen kæmper med konsekvenserne af hendes valg, ikke kun på grund af religion som ellers fylder meget i den tid hun kommer fra, men også bare fra et personligt synspunkt, da det går ud over en hun kender. Men det jeg så godt kan lide ved Karen er, at på trods af at hun kæmper med sine egne problemer, så er hun stadig opsat på at hjælpe. Hjælpe Mikkel, hjælpe Daniel, Aud, drengen i søen, Kirstine, Nikoline og så videre og så videre. Det føles naturligt, det er ikke fordi hun udsletter sig selv for at hjælpe andre, det er bare sådan hun er. Og så er jeg mega vild med at hun stadig strikker, selv når alt andet i hendes liv ramler og blandes rundt i en stor forvirring, så er det det, der holder sammen på hende - og hun er enormt badass til at strikke med tåge.

Udover at historien udfolder sig til at være så meget større, så er det, jeg har bidt mest mærke i, selve skrivestilen. Signe Fahl researcher rigtig meget til sine historier og det kan man godt mærke i denne her, hvor historien tager os til forskellige tidsperioder og ret forskellige kulturelle eller religiøse omstændigheder. Det er småting og detaljer, men det er med til at skabe et spændende univers baseret på sagn om ellepiger og andre figurer fra overtro og myter. Jeg hørte hende læse de første par kapitler højt til BogForum, og det gjorde oplevelsen endnu bedre. Det hang ligesom ved og jeg var virkelig spændt på at opdage hvad det første kapitel betyder for historien. Man bliver fortryllet af Signe Fahls tråde af fantasy, historie og kærlighed spundet sammen til en fængende fortælling om en drengs lang kamp mod en ildvætte og en piges kamp for at forme sit nye liv på sine egne præmisser. Jeg håber, der kommer mange bøger i den her serie endnu, for jeg er ikke klar til at slippe karaktererne endnu.